Lindrende pleje ud i hjemmene
Hospicechef Kirsten Kopp vil, at hospicebevægelsen skal være udadrettet, rehabiliterende og målrettet alle langtidssyge. Hun taler på Hospice Forum Danmarks årsmøde den 9. april.
Hospicebevægelsen er en succes. Men skal vi bygge flere hospicer? Eller skal lindrende teams være mere udadgående?
Det er nogle spørgsmål hospicechef Kirsten Kopp tager fat på ved et foredrag på Hospice Forum Danmarks årsmøde på Dalum Landbrugsskole i Odense den 9. april.
Vi mødte hende på Sct. Maria Hospice i Vejle, hvor hun løftede fligen for sit emne:
– Hospicebevægelsen er lidt ligesom en brumbasse: Den burde ikke kunne flyve, men den gør det alligevel. Der er sket et holdningsskift. Nu ser vi den uhelbredeligt syge som én, der har brug for noget særligt i et forløb af komplicerede situationer.
Sct. Maria Hospice var et af de første hospicer i Danmark og blev startet for 15 og et halvt år siden. Og der er løbet meget vand i åen siden dengang.
– Fra vi var hospice nummer to til vi nu er 17, og fra der ikke var noget, der hed palliative teams, til vi nu er 19 teams, og fra der ikke var noget, der hed Palliativt Videncenter, til i dag, er der sket rigtigt meget.
Med det som afsæt kan man spørge: Hvor er det så, vi skal hen?
– Jeg kan godt være bekymret for, at der er meget automatpilot i, at vi bare bygger det ene hospice efter det andet. Vores henvisningsantal stiger med ca. 10 pct. om året – uanset hvor mange hospicer, der er blevet bygget. Hospicer er i virkeligheden måske behovsskabende. Derfor tænker jeg: Hvordan kan man gøre ting, som rammer en bredere gruppe på en bedre måde? Hvordan kan man få denne her indsats til at fylde også for patienter, som ikke har kræft? Altså hjertesyge, lungesyge, mennesker med nyresygdomme mfl.
Og så lukker Kirsten Kopp op for de nye ideer, hun også vil lægge frem til debat på årsmødet.
– Jeg kunne godt tænke mig, at vi satte os for at revitalisere området. Det er nok lidt frækt sagt, men når Kræftplan III bliver lavet og afleveret, så er det ensbetydende med 42 nye hospicepladser. Men jeg tænker: Er det dét, der er brug for? Er det dét, der skal til?
– Skulle man ikke hellere uddanne folk i primærsektoren og på hospitalerne meget bedre? Skulle man i stedet sørge for, at der bliver flere sygeplejersker ansat? Eller er det bedre at have kvalificerede folk til at tage sig af de her mennesker, når de er derhjemme?
– Alle med kronisk lungelidelse vil på et eller andet tidspunkt dø af deres sygdom. Skulle man have nogle specielle teams, som tog sig af netop de mennesker, ligesom de palliative teams nu gør med mange kræftsyge, blot at disse teams var mere diagnoserelaterede?
Idéen med at tænke det rehabiliterende og det palliative tættere sammen ligger i Kræftplan III, og det er meget relevant for mennesker, der har langvarig sygdom.
– Jeg tror, indsatsen skal være meget mere udadgående, hvis vi skal sammensmelte rehabilitering og palliation – og hvis vi skal udvide til at kunne varetage behov ved personer med mere langvarige sygdomme. Så kunne man jo tænke sig, at hospicer havde en dagcenterfunktion. Man kunne også tænke sig et anneks til svært syge børn, hvor familier kunne være og bo. Mens indsatsen over for kronisk syge kunne gives i hjemmene på et tidligere tidspunkt, hvor man netop sammensmelter rådgivning og hjælp på specialistniveau, dvs. den rehabiliterende og den lindrende funktion. Rehabiliteringsindsatsen kunne fx være vejledende i forhold til kost og motion, meditation eller alt muligt, som kunne dæmpe eller lindre fysiske, psykosociale og eksistentielle gener. Man kunne tænke sig et arbejde, som fungerede mere flydende og integrerende.
Der er allerede tendenser i den retning, fortæller Kirsten Kopp og giver den tværfaglige indsats som eksempel:
– Det, vi står for på hospice-siden i dag, er både at sikre en høj kvalitet i pleje og behandling, og at vi har udvidet behandlingsbegrebet. Vi inddrager også musikterapeuten, tegneterapeuten, fysioterapeuten eller en samtale med præsten eller sygeplejersken.
Udviklingen er gået stærkt, siden de første hospicer blev bygget. Med det in mente kan fremtiden jo byde på en rivende udvikling. Og her bør hospicebevægelsen være åben for nytænkning, mener hun:
– Jeg synes, det er værd at debattere, om vi er på rette spor, når vi fortsætter med at bede om flere og flere hospicepladser. Eller fortsætter vi bare, fordi det er en succes en god historie?
Mere på sondagmorgen.dk
