Rekordstor tilslutning til festival for børnegospel

135 børn fra korene Gospel Kids deltog i festival forrige lørdag.Mens forårssolen spredte varme udenfor, var der ”stor opstandelse” og sved på panden indenfor lørdag den 26. marts på Videbæk Kristne Friskole.

– Gospel er en fantastisk måde at forkynde evangeliet på, siger børnekonsulent Jens Kristian Plougmann.

Her arrangerede Gospel Kids for 3. gang festival for 135 børn og 20 voksne ledere – hvilket er rekord. Gospel Kids er åbenbart et koncept i vækst.
Temaet for dagen var ”Stor Opstandelse”, og det er også tema for en række nye børne-gospelsange, udgivet af Gospel Kids i Danmark. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler står bag konceptet, og der skyder jævnligt nye børne-gospelkor op rundt omkring i landet.
På gospelfestivalen var sågar deltagere fra både Norge og Tyskland med. Om aftenen var der koncert med 250 gæster.

Sang og dans

Er man medlem af et af de 21 Gospel Kids kor i Danmark, er det årets højdepunkt at komme på Gospel-festival. Her lærer man nye sange og dansetrin, og her kan man være sammen med andre kormedlemmer med samme interesse.
Også korlederne kommer på festival for at få tanket op. Festivalen er nemlig også stedet, hvor man i workshops lærer nyt. Lørdag efter frokost er sat af til nye dansetrin. Her kommer sveden frem på panden. Der skal læres trin i rytme til nutidens børnesange. Gospel Kids er nemlig både bevægelse og sang.
Videbæk Kristne Friskole syder af aktivitet med de mange deltagere. Der er flest piger, men drengene hænger godt på.

Gang i den

– Det er da fedt, at børn og voksne er glade. Se, hvor de gir den hele armen, siger tovholder Jens Kr. Plougmann. Han er ikke et sekund i tvivl om, at Gospel Kids er kommet for at blive.
– Det er en fantastisk måde at forkynde evangeliet på, siger han.
Gospel Kids Danmark blev etableret i 2003 og har i dag 21 afdelinger. Der er udviklet en konceptpakke til etablering af Gospel Kids med alt materiale, så det er let at komme i gang med engagerede ledere.
Gospel Kids har udgivet tre cd’er med børnegospel-sange. Cd’erne findes også i en sing-back-udgave, som kan bruges som play back ved korets øvedage og koncerter.
Af Jens Kr. Lynderup