En kirke med rum til hygge

Cafékirken i Aarhus er en adventistkirke med mange unge og masser af fokus på fællesskab.Når jeg træder ind i café kirken og ser mig om, tænker jeg ikke umiddelbart ”kirke”.

Præst i Cafékirken, Robert Fisher, skærer ananas ud til smoothies ved et af de mange fællesskabsorienterede arrangementer i kirken.

Jeg møder omkring 40 mennesker fordelt ved caféborde og i sofaer og lænestole ude langs væggen. En følelse af familie, hygge og nærvær rammer mig, og det er svært at føle sig utilpas. Det er primært unge mennesker, der har bevæget sig til Café Kirken denne lørdag, men der er også et par ældre at spotte rundt omkring på stolene. Mødet skal starte kl. 15.00, men klokken bliver 15.23, og det er ikke gået i gang endnu. Det ser ikke ud til at genere folk det mindste. Der bliver talt, grinet og udvekslet knus og kys.

Endelig går mødelederen på og præsenterer emnet: ”Fellowship”,fællesskab. Lovsangsbandet går på, men teknikken vil ikke lige, som teknikeren vil, men der er ingen akavethed over det. Folk smiler og taler lidt sammen, indtil lydmanden Andreas endelig får succes med det. Efter to lovsange er der åben mikrofon, hvor lovsangslederen Kevin inviterer folk til at komme og dele, hvad de har på hjerte. En ung mand kommer op og fortæller om sine forældres skilsmisse, og hvad det gør ved ham. En pige fortæller om sygdom og død i hendes familie, og hvordan hun tackler det. En anden ung kvinde deler en oplevelse, hun havde på gaden med en hjemløs. Der er virkelig en følelse af intimitet og tillid.
Efter denne afdeling af mødet er slut, deler præsten Robert Fisher budskabet om den fortabte søn. Midt i prædikenen stopper han op og spørger: ”Hvad mener I?” En dialog går i gang, og igen indtræffer følelsen af familie og hygge.

Efter prædikenen møder jeg Andreas Joensen, 25, som står for teknik i Café Kirken. Andreas bekræfter min oplevelse, da han fortæller:
– Her hygger vi. Vi er her nærmest længere tid efter et møde end til selve prædikenen. Jeg tror generelt, det er fællesskabet, der tiltrækker folk. Om onsdagen har vi onsdags-café, hvor folk tager deres venner med. Her kan folk komme og møde kristne og finde ud af, at vi er almindelige mennesker. Så spiser vi sammen og hygger sammen. Så kan det være, de får lyst til at komme om lørdagen også.
Café kirken har en uformel samværsform, så man sagtens kan snakke med dem, der er ”noget ved musikken”. Og lovsangsleder Kevin Henriksen, 27, er da også frisk på en snak. Kevin fortæller om sit liv med tro:
– Jeg er født og opvokset som adventist, og det er en del af min identitet. Jeg føler mig som adventist ligeså meget, som jeg føler mig kristen. Her føler jeg mig teologisk tilpas, men jeg ville sagtens kunne komme i f.eks. en valgmenighed, hvis ikke her var en adventistkirke. Jeg nyder bare at være sammen med andre kristne.

Kevin Henriksen er lovsangsleder i Cafékirken:
– Jeg føler mig som adventist, men hvis der ikke var nogen adventistkirke i byen, ville jeg sagtens kunne komme i valgmenigheden eller et andet sted.

Det er afslappende og naturligt at tale med Kevin, som virker rigtig glad. Dette kunne måske have noget at gøre med, at han lige har annonceret sin forlovelse på mødet. Kevin fortæller videre om det at være ung adventist:
– Vi har et personligt forhold til Gud. Det er vigtigt for os, at holde sabatten (lørdag) hellig. Vi arbejder ikke men holder fokus på Gud. Det er en vigtig måde for mig at stresse af på.
Kevin læser naturvidenskab, og har et ønske om at kunne bruges i dén situation. ”Jeg kunne godt tænke mig at skabe en smågruppe for mit studie. Det betyder rigtig meget, at kunne give noget til mine venner og medstuderende, fortæller han.
Det virker ikke som om, at det Andreas og Kevin fortæller, skiller sig særligt ud i forhold til andre unge kristne.
– Du kunne få 100 forskellige svar på, hvad der skiller sig ud ved adventister. Nogle lægger meget vægt på profeti, andre mere på Bibelen osv. Jeg synes egentlig, det er spild af tid at overbevise hinanden om, hvem der har den rigtige måde. Det er bedre at bruge energien på at nå ud til de mennesker, der slet ikke kender Gud, slutter Kevin. Med de ord siger jeg tak for i dag og går mod udgangen. Da jeg når til døren, kommer præsten Robert Fisher løbende efter mig med et stort smil,
– Jeg ville lige nå at sige hej, inden du smuttede. Hyggeligt du kom, og dejligt at se, at du fik talt med nogle. Du er meget velkommen en anden gang, siger han.
Af Carrie Bak