Hjælper krigsveteraner med ar på krop og sjæl
Soldaterveteraner får nu egne boliger takket være Kristendemokraternes pulje for socialt udsatte.
Første spadestik til midlertidige boliger for hjemvendte soldaterveteraner kan tages i september i år. Et projekt KFUM SoldaterRekreation står bag og længe har ønsket iværksat.
Projektet bliver til virkelighed, blandt andet fordi Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen via sin pulje for socialt udsatte giver 2,5 millioner kroner til soldaterhjemmet.
– Det gør det lettere for os at finde flere midler til opførelsen af flere boliger for hjemvendte soldater, når vi officielt har fået det politiske blåstempel, siger Søren Gade, tidligere forsvarsminister og nu aktiv i KFUM SoldaterRekreation.
Lejlighederne ved kasernen i Holstebro til hjemvendte krigsveteraner er begyndelsen til etablering af i alt fire centre, der opføres gennem de kommende år. I alt vil det koste 24 millioner kroner.
– Det kan lyde af rigtig mange penge, men det står med flammeskrift, at vi skal hjælpe soldater med et problem. Det her projekt er meget vigtigt for os og for den enkelte, som får nødvendig hjælp til at få et godt liv efter sin tjeneste som soldat, siger Søren Gade.
– Som tidligere forsvarsminister er det her min hjertesag, nu har jeg tiden og kræfterne til at bruge energi på hjemvendte soldater.
KFUMs Soldaterhjem ved Holstebro Kaserne vil koste fem millioner kroner. 1,25 millioner er bevilget fra Forsvaret, 2,5 millioner kroner er fra Per Ørum Jørgensens pulje for særligt socialt udsatte.
Pengene skal gå til opførelsen af fire handicapvenlige lejligheder i soldatermiljøet, hvor frivillige vil hjælpe hjemvendte soldater med ar på sjælen til et godt liv.
– KFUMs SoldaterRekreation styrker soldaternes livskvalitet og bidrager til at hele både de fysiske og psykiske sår, som nogle soldater pådrager sig efter at have været i tjeneste i verdens brændpunkter, mener kristendemokraten Per Ørum Jørgensen.
– Denne anerkendelse fra både forsvaret og puljen til socialt udsatte er vigtig for vores videre arbejde, siger Per Møller Henriksen, der er generalsekretær i KFUMs Soldatermission.
Hanne Broberg/sl