Hyrdens opgave: At bringe os fra trældom til forjættelse

Hvad er pastorens rolle som hyrde for menighederne, og hvad er det endelige mål for de kristne?Hyrdens tjeneste. Hvad er en pastors tjeneste egentlig? Pastor betyder hyrde. En hyrde leder og passer på fåreflokken, og i kirkerne er det menigheden, der skal ledes og passes på. Hvor skal hyrderne lede menighederne hen? Hvad er det endelige mål for de kristne?Af Tamarra Bot
Pastor og leder for ZVC,
Zion Vækkelsescenter.

En fra min menighed sukkede en dag og sagde til mig, at hun snart ønskede sig noget andet end at ”processe”, og at alting i vores kirke handlede om at ”processe”. Men hvad andet kan jeg tilbyde menigheden end at processe via Guds ord? Er der mon noget, som jeg har misforstået? I bøn svarede Gud mig: ”Du er kaldet til at lede som Moses. Du er kaldet til at lede folket fra trældom og ind i det forjættede land”. Det er en proces.
Og hvis alvoren ikke tidligere var gået op for mig, så gjorde den det her. Moses skulle føre Israels 12 stammer ud af Ægypten og ind i det forjættede land. Kirkens ledere er kaldet til at lede et folk fra trældom og ind i det forjættede land.

Trældom

Ægyptens trældom er i dag erstattet af den trældom, der består af menneskets afhængighed af den verden, vi lever i. Vi mennesker har gjort os afhængige af ”verdens magter” (Gal. 4 v. 3 – 9). Vi kigger på de situationer, som hverdagen/livet byder os, og forsøger at løse dem efter bedste evne, ud fra hvad vi har erfaret virker, dette ofte på verdens måde. Vi har gjort os afhængige af, hvad verden kan tilbyde os – vi er trælle af verden.
Gud lukkede Faraos hjerte for Moses’ bønner om frigivelse til israelitterne – en opgave, som Gud selv havde givet Moses. Gud viser her, at tilbuddet om friheden i Jesus Kristus kan møde massiv modstand. Men han viser os også gennem Moses, at vi ikke bør tabe modet men holde fokus på dét håb/løfte, som han har givet os. Israelitterne tabte modet og troen på friheden, ganske som mange mennesker i dag har tabt troen på en kærlig Gud. Det sker, når de ser de ødelæggelser og katastrofer, som næsten daglig præger avisernes forsider. Hvad disse mennesker ikke har erfaret er, at det netop er på grund af Guds fravær, at disse katastrofer sker.
Gud har sejret, og han viser os det gennem israelitternes frigørelse fra trældommen i Ægypten. Gud leder dem tørskoet gennem havet, og lader havet slå sammen om Faraos hær, som forfølger israelitterne – fjendens magt skylles bort. Vi kan sammenligne dette med dåben, hvor nedsænkningen i vand betyder det gamle legemes død; vi genopstår til noget nyt. Magten fra det gamle liv i os er blevet brudt.

”Jesus som den gode hyrde” – maleri af Marianne Mortensen.
Befrielsen

Og ganske som hos israelitterne begynder en ny vandring for os i vores sind, tanker og handlemønstre. Vandringen fra trældom til frihed hvor tro og håb afløses af perioder med håbløshed og mistillid til, om vi nogensinde kommer ud i den frihed, som er os lovet, og som vi er løskøbt til. Vi skal bygges op i tro gennem åbenbaringer og erfaringer af Guds ord.
Gud førte israelitterne gennem ørkenen med sin egen tilstedeværelse i skyen, som gav dem lys om natten og skærmede dem for solen om dagen. Guds omsorg var med dem hele vejen. Dette ganske som i dag, hvor Guds egen ånd, Helligånden, har taget bolig i hver af os for, gennem omskærelse af vores hjerter, – dvs. nedbrydning af gamle tanke- og handlemønstre – at føre os fra verdens trældom og ind i friheden i Jesus Kristus. Israelitternes og vores problem var/er, at vi fortsat tænker og handler som trælle af verdens begrænsninger.
Men hvor er vi på vej hen?

Forjættelsen

Det forjættede land som Gud havde forudberedt til israelitterne, er for os Jesus Kristus. Når Jesu Kristi hele fylde er i os, har vi alt, hvad vi behøver. Alt bliver fuldbragt i os gennem Jesus Kristus, som med visdom vil lede os ind i, hvad han i forvejen har forudberedt til os. Vores store arbejde er, bid for bid, at stille os i tro på hvert eneste af Guds løfter for os. At lade Gud arbejde med os og igennem os; ganske som han arbejdede med Moses og israelitterne gennem hele ørkenvandringen. Under Moses’ vejledning kom kun to af de israelitter, som forlod Egypten, ind i det forjættede land. Selv kom han ikke ind.

Når vi næsten når målet

Moses fejlede i sin tro. Da Gud bad Moses tale til klippen for at få vand, valgte han i stedet at slå på klippen. Moses havde en tidligere erfaring med, at denne metode virkede. For mange kristne lyder dette nok bekendt. Vi søger tilbage til det vi kender. Gud viser os her sin mangfoldighed; at Han har mange og individuelle løsninger på vores problemer. Derfor er det så vigtigt, at alt lægges frem for ham i bøn, og at hyrderne hjælper hver enkelt i flokken til at søge en tæt og personlig kontakt med Gud. Vores vandringer er ikke ens.Vi har hver især noget forskelligt med fra vores fortid. Vi er hver især trælle af forskellige erindringer og følelser.
Og som Moses må hyrderne gå foran og vise menigheden tro og tillid til Guds ord gennem at leve det, som vi forkynder. I 4. Mos. v. 12 siger Herren til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.«
Moses’ menighed kom ikke ud af deres trældomstanker, de døde i ørkenen lige foran det forjættede land.
Vi kan kun føre en menighed ind i det forjættede land, ved at lade menigheden få åbenbaret og erfare Guds indgriben i deres liv. Dette ved, gennem bøn, at lægge problemerne frem for Gud og herefter vente på Guds indgriben, samtidig med at vi taler med tro ind over de situationer, som vi har bedt over.

Omvendelse fra verdens trældomstænkning til forjættelsen i Jesus Kristus er i dag hyrdernes store arbejde.
Som Moses gjorde, kan/bør vi også lægge alt frem for Gud; vente på at han svarer os og efterfølgende følge de instrukser som Gud giver os.
Forjættelsen er friheden i Jesus Kristus. I Ham har vi alt. I Ham er alt fuldbragt.