Dansk hjælpeorganisation under Vatikanets kontrol

Caritas Danmark skal sammen med 169 uafhængige søsterorganisationer lægges ind under pavestolen. Vatikanet ønsker øget kontrol med den katolske hjælpeorganisation.
Den Katolske Kirke strammer op i geledderne og kræver nu, at den internationale katolske hjælpeorganisation Caritas refererer direkte til Vatikanet.

Vatikanets beslutning giver muligheder og konflikter, mener Jann Sjursen fra Caritas Danmark.

Caritas Internationalis har 170 afdelinger rundt omkring i verden. En af dem er Caritas Danmark med tidligere leder af Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, ved roret.
Fremover skal Caritas Internationalis rådføre sig med Pavestolen, inden de træffer mere overordnede beslutninger. De skal ligeledes fremover anerkende Pavestolens autoritet over organisationens finansielle og personalemæssige anliggender, skriver Katolsk Orientering.

Opsyn

Det nærmere ”opsyn” med hjælpeorganisationen sikres ved nye vedtægter, som blev præsenteret sidste weekend og er udarbejdet af Vatikanet i samarbejde med Caritas.
Men hvorfor den pludselige opstramning?
– Caritas Internationalis er som et offentligt organ i Den katolske Kirke autoriseret til at tale og handle på Kirkens vegne i internationale sammenhænge. Derfor er det nødvendigt, at den taler Kirkens sprog og sørger for, at dens aktiviteter og dens aftaler med ikke-katolske organisationer afspejler Kirkens lære, siger en embedsmand fra Vatikanet ifølge Catholic News Service.
Samtidig involverer Vatikanet sig på grund af bistandsorganisationens gode profil i offentligheden.

Konflikter

Vatikanets kontrol giver potentiale for konflikter, fortæller Jann Sjursen fra generalforsamlingen:
– På det seneste har konfliktpotentialet vist sine muligheder i forbindelse med valg af ny generalsekretær og drøftelse af nye vedtægter for CI. Tidligere i år besluttede Vatikanet, at Lesley-Anne Knight ikke skulle have mulighed for at kandidere til endnu fire år på posten som generalsekretær for Caritas. Vatikanet skal i følge vedtægterne forhåndsgodkende kandidaterne, men fortørnelsen i organisationen har været stor. For Vatikanet nægtede at lade Lesley-Anne Knight kandidere uden nærmere begrundelse.
Bestyrelse for Caritas Danmark tog i den forbindelse et noget usædvanligt skridt: Man skrev til statssekretæren i Vatikanet.
– I henvendelsen stiller formanden for Caritas Danmark, Jan Lange, sig helt uforstående over for denne beslutning og manglen på begrundelse herfor, fortæller Jann Sjursen.

Moral

I alt otte kandidater til posten som generalsekretær har været bragt i forslag forud for CI’s generalforsamling. Kun to opnåede Vatikanets accept og kunne i praksis kandidere.
Vatikanet opfordrer lokale biskopper til at holde opsyn og involvere sig mere i Caritas’ mange lokale, uafhængige bistandsorganisationer.
Vatikanet har gentagne gange i de senere år udtrykt bekymring over flere af Caritas’s samarbejdsaftaler med internationale organisationer, da disse ”ikke har været på linje med kirkens moralske lære”.