Skraldemand og sosu-assistent blev missionærer
Gud kan bruge enhver, der stiller sig til rådighed.
Det illustrerer Susanne og Leif Madsen fra storbyen Nakuru i Kenya. Her leder de et stort hjælpearbejde blandt gadebørn og prostituerede. De står også bag Kenyas eneste center for voldsramte kvinder.
Lige nu rejser de rundt i kirker i Danmark og på Færøerne for at fortælle om arbejdet.
Men det stod ikke i skrevet i stjernerne, at de to skulle blive missionærer. Susanne var almindelig sosu-assistent og Leif arbejdede som skraldemand, da de hver for sig oplevede Guds kald:
– Det lå mig fuldstændig fjernt at tænke på Afrika det var slet ikke mig. Men på et møde med Arne Thomsen (missionær fra Apostolsk Kirke red.) skete der noget i mig som 8-årig pige. Bag ved ham så jeg et stort atlas af Afrika, og dér så jeg en masse levende afrikanerbørn danse og vinke ad mig. Og så oplevede jeg, at Gud han sagde: En dag vil jeg, at du skal være i Afrika og bringe evangeliet til børnene. Jeg bøjede mine knæ og begyndte at græde og bede om, at jeg måtte være villig til at blive missionær. Og fra det øjeblik har jeg simpelthen haft sådan en kærlighed til Afrika.
Leif har en anden historie:
– Vi var jo engageret i kirken og havde vores faste arbejde. Jeg følte, vores kald var at være engageret i samfundet og alt dét, vi kunne, i menigheden i vores fritid med børnearbejde og ungdomsarbejde. Men så skete der noget en aften, hvor jeg sad alene hjemme, og børnene var i seng. Susanne var ikke hjemme. Jeg læste et nyhedsbrev fra nogle missionærer. Det er stærkt, dét de oplever her, tænkte jeg, og så talte Gud til mig om, at han kunne bruge mig til den opgave.
Var det en tanke, du fik?
– Ja, en tanke, som jeg prøvede at slå væk, fordi jeg tænkte: Selvfølgelig er det bare nyhedsbrevet, der påvirker. Men hver dag den kommende måned kæmpede jeg med spørgsmålet: Er du villig til at blive missionær? Jeg havde mange undskyldninger, fordi jeg forestillede mig, at en missionær er én, der går ud og prædiker og kan sproget og det hele. Jeg kunne jo ikke sprog og var heller ikke vant til at prædike.
– Jeg kunne heller ikke se, hvordan det kunne lade sig gøre rent praktisk, for vi var en stor familie med fem børn det var jo helt vildt. Men jeg blev overbevist om, at det var Gud, der spurgte mig. Ikke om jeg havde penge til det eller var kvalificeret, men om jeg var villig. Så jeg sagde: Okay Gud, jeg er villig. Og så faldt jeg til ro med det.
Da Leif delte alt dette med Susanne, fortalte hun om sit barndomskald:
– Hun sprang op som trold af en æske næsten og var helt begejstret, og jeg tænkte: Hvad i alverden går der af hende? Og så fortalte hun, at hun havde haft den kaldsoplevelse, da hun var 8 år.
Susanne og Leif Madsen giver nu nyt håb til afrikanerne. Derfor hedder kvindekrisecentret i Nakuru Tumaini Jypia, som betyder Nyt håb.
Omkring 1000 kvinder har fået træning, færdigheder og nye fremtidsmuligheder gennem centret, vurderer Susanne og Leif Madsen. Heraf har over 100 boet på centret i kortere eller længere tid.
Derudover går 60 børn på en ny forskole, 200 går i børnehaveklasse, og parret driver et børnehjem med 56 piger og 52 drenge. Desuden driver de en grundskole med 500 elever – alt sammen med deres 43 fuldtidsansatte medarbejdere.
Jo, kaldet blev til virkelighed. Og skraldemand og sosu-assistent fandt kompetencer, de ikke anede eksisterede.
