Som en due!
I denne søde pinsetid er der duer overalt i kirkelige sammenhænge – også i denne avis – fordi duen traditionelt symboliserer Helligånden. Denne symbolik stammer fra Jesu Dåb, hvor Helligånden kom over Jesus, som en due.
Af Eva Maria Jørgensen
Journalist på Udfordringen.
Men duen giver også andre associationer. Vi forbinder en due med nogle af de kvaliteter vi skal have som kristen: Blid, from, hvid og naiv.
Det er også et billede, som Jesus selv serverer i Matthæus 10 vers 16, hvor vi bliver opfordrede til at være enfoldige som duer. Hvad skal denne enfoldighed gøre godt for? I andre oversættelser optræder den som ærlighed.
Jeg tror, at det handler om den uskyld, som hænger sammen med uvidenhed om ondskaben i verden.
Men Jesus lader ikke denne enfoldighed stå alene.
Før vi når til de enfoldige duer, er der helt andre dyr på spil i verset, som begynder: Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og…. og så kommer duerne først. Udover at være lette byttedyr for ulve og enfoldige fugle bliver vi bedt om at være snilde som slanger.
Nogle gange tror jeg, at vi som kristne og kirker har brug for at blive mindet om snildheden. Vi får så travlt med at være gode og blide og milde, at vi glemmer at være snilde.
Vi må gerne være lidt smarte i vores handlinger. Vores budskab er godt, og det er ikke det, vi behøver at være snilde med. Almindelige ikke-troende danskere har problemer med synd og skam, som budskabet fra korset kan løse.
Nej, når jeg bliver mindet om at være snild, så handler det om at bruge de snilde anledninger, som Gud giver mig til at kommunikere hans budskab.
Til tider betyder det måske at tilbyde en bøn for en trist medrejsende i den offentlige transport. Andre gange er det at skrive læserbreve, som også vil give mening for den ikke-troende læsere.
Eller at sørge for at sende kirkens nye tiltag som en pressemeddelelse til lokalavisen, for måske mangler de lige stof og tager det med i denne uge. Mulighederne er mange, men snedighed er en forudsætning.
Og heldigvis kan vi jo få hjælp fra Helligåndens snilde, som er betydeligt snedigere end vores egen.