Over 20.000 danskere bruger sommeren på bibelcamping

I en ferieverden med masser af muligheder tiltrækker kristent fællesskab og camping stadig titusindvis sommeren over.Sommercamp, familielejr, stævner og bibelcamping. Der er forskellige navne, men de dækker allesammen over danskere, som vælger at bruge deres ferie på lejr eller camping sammen med det kristne fællesskab.
Indre Mission, Pinsekirken, Luthersk Mission, Apostolsk kirke og Oasebevægelsen. Uanset hvor forskellige organisationerne er, arrangerer de alle en eller anden form for bibelcamping, lejr eller sommercamp. Og deres medlemmer kommer til dem.

Op mod 25.000

Flest mennesker trækker Indre Mission (IM), som også er den største organisation. Her regner Søren Grysbæk, som er den samlende faktor for IMs omkring 20 bibelcampinger, med 10-12.000 deltagere hen over sommeren. Måske mere.
Dansk Oase, Pinsebevægelsen og Apostolsk kirke samler inklusive camp-gæster også over 10.000 på deres Sommercamps og stævner.
Dertil kommer mindre organisationer som Luthersk Mission, Nyt Liv, KFUM og KFUK og Evangelisk Luthersk Mission, som måske har 2000 – 2500 gæster hen over sommeren. Og vi har endnu ikke hverken Baptistkirken eller Ungdom med Opgave med i optællingen, som så ville nærme sig et samlet tal på 25.000.
Disse tal er før børnelejre og spejderlejre med kristent islæt er talt med.

Konstante tal

I en verden med tusindvis af andre ferietilbud er antallet af besøgende til de forskellige kristne lejre konstant og nogen steder endda svagt stigende.