Jakob tog på interrail for Jesus

Jakob Laugesen og hans ven Jens har netop brugt en måned i Europa på simpel
mission udsendt af Indre Missions Ungdom.
– Vi kan ikke påstå, vi er kristne, hvis troen aldrig kommer til udtryk i vores liv, konkluderer Jakob Laugesen.

Efter et afbud i sidste øjeblik på grund af sygdom kom Jakob Laugesen (th)afsted med en uges forsinkelse. Her sammen med erstatningsrejsemakkeren Jens Skov Hansen.
Foto Niels Christian Melgaard

Jakob Laugesen og Jens Skov Hansen, begge 21, er netop vendt hjem efter en måneds interrail i Europa. Jakob fortsætter:
– Men troen kan komme til udtryk på mange forskellige måder i vores liv. Nogen snakker med deres nabo stille og roligt, og en dag kommer de så tæt på, at de kan snakke om dybe ting. Andre går ud på gaden og råber højt. Vi må hver finde vores måde.

En af de måder, Jakob har prøvet af, er interrailmission. Den idé stammer oprindelig fra Konnekt, som er Indre Missions Ungdoms (IMUs) konference for unge voksne. I år var temaet ID – Igennem Dig og centredes om, at vi alle sammen er missionærer, når vi deler ud af vores relation med Gud i hverdagslivet. For at konferencen ikke bare skulle være fine ord og derefter glemt, blev Jakob og en ven spurgt, om de ville tage på interrail som ”ID”-missionærer. Jakob var frisk.
– Jeg syntes bare, at det var en fed idé og et godt initiativ. Jeg ville gerne se, hvad der skete, når man gjorde det i praksis, forklarer han.

Op til han skulle afsted, gjorde han sig også nogle overvejelser om omkostningerne.
– Det var også en udfordrende beslutning. For interrailen ødelagde nærmest hele min sommerferie, før jeg skal begynde på studie til september, så jeg ikke har samme mulighed for at tjene penge. Men samtidig var det også nu, jeg havde chancen. Nogen gange skal man ikke bare gå op i omkostningerne, men gøre det, der er rigtigt, slår han fast. Ud over at begynde på Menighedsfakultetet i Aarhus, som ikke er SU-berettiget, byder eftersommeren også på bryllup for Jakob.

Egentlig skulle rejsen være begyndt den 1. juli. Men få dage før blev Jakobs ven syg af en ondartet virus, som holdt ham i sengen hele juli måned. Så var gode råd dyre. Heldigvis var Jens parat til at tage af sted med kort varsel, så den 7. juli stævnede de ud fra lille Danmark med retning mod Firenze.
– Jeg havde ikke så store forventninger, men jeg havde en forhåbning om at møde mennesker og få lov til at snakke liv og tro med dem. Eller måske bare hjælpe med en opvask.
Men de første dage blev ingen forhåbninger opfyldt. Mens de var afsted, skrev Jakob en blog på imu.dk, og her er overskriften for de første dage: Et lukket Firenze. Jakob uddyber længere nede i teksten:
– Stort set alt hvad vi lavede indtil Firenze og i Firenze gik galt.
De to unge mænd havde håbet på samtaler i toget til Firenze, men det lod sig ikke gøre. I Firenze by mødte de næsten ingen, der kunne engelsk, og da de ville give en badebold væk med nogle ord om Jesus på, blev de jaget væk fra swimmingpoolen.
– Det var frustrerende, for uanset hvad vi gjorde, så virkede det ikke. Men samtidig havde jeg sådan en slags ro i, at det alligevel var Guds ansvar. For jeg syntes, det var det, han viste os: ”Det kan godt være, at det er jer, der er taget afsted, men det er altså min rejse.” Så må det jo også være hans projekt at få os et sted hen, hvor det virkede.

Det blev ikke til så mange dage i Firenze, før turen gik til Rom, og allerede her fik Jakob sin bedste oplevelse på turen.
– Min første samtale med en studerende på universitetet i Rom var rigtig god. Jeg fik lov til at fortælle evangeliet til en fyr, som aldrig havde hørt det før.
Efter Rom gik turen videre til Montenegro, hvor Jakob og Jens havde en dansk kontakt, Tanja Jespersen, som var udsendt af KFS (Kristeligt Forbund for Studerende). Her kom deres hjælp til god nytte, og de valgte at blive, indtil de skulle til Danmark – i alt 16-17 dage.
– Vi hjalp en amerikansk missionærfamilie og den menighed, som de havde startet med mange praktiske ting. Vi ordnede have og byggede et loft på et skur. Vi hjalp også en ungdomsmedarbejder med at stable hans brænde, så han havde mulighed for at bruge sin tid på at nå ud til de mennesker, han havde kontakt til i stedet, forklarer Jakob.

Både i Montenegro og Italien var det meget svært at kommunikere med lokalbefolkningen, da nærmest ingen talte engelsk. En udfordring, som Jakob og Jens ikke havde gennemskuet på forhånd.
– Jeg tror, det er vigtigt, at hvis folk vil gøre det samme som Jens og mig, at de så er bevidste om idéen. Jeg synes, man skal se på de evner og gaver, man har, og så springe ud i noget, der giver mening. Vi skal ikke bare snylte på livet uden at give det videre, som vi har fået, slutter han.