Teen Challengestævne begejstrer
Birthe Olsen fra Karstoft var til landsstævne på Betesda Rehabiliteringscenter. Her fortaltes historier om mennesker, som får nyt liv.Deltager ved en ganske almindelig gammeldags bibelcamping hvor spændende kan det mon være, når vi i dag skriver 2011?
Jeg var igen i år deltager på Teen Challenge Landsstævne på Betesda Rehabiliteringscenter tæt ved Karstoft, og stykket her er skrevet ud fra en af de aftener, hvor jeg var med.
Følgende sang af Carl Boberg blev sunget af hjertens lyst:
O, store Gud, når jeg dit værk beskuer
naturens rigdom, herlighed og pragt,
og stjerners tal på himmelhvælvets buer
og alle ting, din stærke hånd har skabt.
Musikken dertil var dog lidt en overraskelse, da Jens, én af beboerne, blev bedt om at spille klarinet dertil sammen med pianisten foran hele forsamlingen. Sikke et talent Jens havde, og folk klappede begejstret.
Jens fortalte i sit vidnesbyrd, at da han flyttede ind på Betesda for ca. et år siden, var han nærmest kommet som et levende lig på grund af det misbrug, som han var havnet i. Misbruget havde ødelagt hans liv og tilværelse gennem mange år. På et tidspunkt havde Jens mødt en mand, som havde hjulpet ham til Betesda, så han kunne komme i behandling der. At komme ud af et mangeårigt misbrug tager lang tid, da det ikke blot handler om at kvitte misbruget, men også at få begyndt en meningsfyldt tilværelse og opbygge et nyt godt netværk.
Betesda Rehabiliteringscenter har gennem mange år arbejdet for, at mennesker kan komme ud af deres misbrug og andre problemer, så de bliver i stand til i ædru/clean tilstand at klare deres problemer, så det ikke er problemerne, der styrer dem. Gennem årene er der mange, der er kommet ud af misbruget, og mange af dem lever i dag som aktive medborgere, der har taget uddannelse og har arbejde, og flere har også fået et godt familieliv.
Arbejdet gennem årene vidner om, at selv for de mest håbløse personer, der søger ind på Betesda, er der håb også selvom det offentlige system af forskellige årsager har opgivet.
Betesda er et godkendt behandlingssted, som arbejder professionelt med misbrugere. I tillæg til misbrugs-behandlingen er den åndelige dimension integreret i miljøet. Betesda er et kristent sted, og det betyder, at der, hvor de ikke selv magter situationen, bliver de opfordret til at bede en bøn til Gud, himlens og jordens skaber, om hans indgriben.
Når det åndelige liv får råderum, bliver der ikke plads til forskellige former for misbrug. På den måde bliver der mulighed for, at et nyt liv kan indtage pladsen, så beboerne får nye handlemuligheder.
I øvrigt hvem kender ikke til det at have brug for en højere magt i en ganske almindelig hverdag også uden misbrug.
Inden en ny beboer kan få plads på Betesda, er det meget vigtigt, at personen erkender at have et problem, som han/hun ønsker at arbejde med, så problemet ikke til stadighed styrer personen.
Det er personer fra alle egne af landet, i mange forskellige aldre og med forskellige baggrunde og status, som kommer til den erkendelse og derefter kontakter Betesda, om der er plads.
En hverdag på Betesda indeholder ud over de faste måltider også at indgå i husets fællesskab om forskellige praktiske ting, men også dagligt fællesskab om, hvad Bibelen indeholder, og hvad den kan bidrage med i hverdagen. Bibelen ses på som en højaktuel bog, også selvom den er gammel. Sang og musik indgår dagligt, så hvis nogle af beboerne kan synge eller spille på et instrument, er det også velkomment.
Sang og musik præger Bibelcampingen meget, som her hvor Jens spillede til sangen om den store Gud, som han selv har oplevet har grebet ind i hans liv.
Min oplevelse af Betesdas Bibelcamping i år var positiv. Jeg glædes ved at se og høre beboerne fortælle om, hvordan de har rejst sig og taget fat om livet for på den måde at opleve et meningsfyldt liv.
Af Birthe Olsen, Karstoft