Teologisk uddannelse via satellit i Mellemøsten

Kanal SAT-7 giver nu kristne mulighed for teologisk undervisning i Mellemøsten og Nordafrika.
I Mellemøsten og Nordafrika må kristne gå stille med dørene. Alligevel har de frimodighed til at dele ud af gode nyheder, og nu får de større mulighed for kristen uddannelse.
Unge kristne i Mellemøsten og Nordafrika kan kun få steder få en teologisk lederuddannelse, selvom kirken er i stor vækst. Derfor tilbyder den kristne satellit kanal SAT-7 kristne tv-programmer med teologisk undervisning til seerne. SAT-7 har fem kanaler, der sender 24 timer i døgnet på arabisk, farsi og tyrkisk i Mellemøsten og Nordafrika. Sat-7 er manges eneste kilde til kristen oplæring. Derfor er det vigtigt, at kanalen har et bredt spektrum inden for den kristne lære.

Hjemmeundervisning

SAT-7 er med til at holde kristne unge opdaterede om kristendom. Nu tilbyder de også en teologisk uddannelse.

Kanalen har i femten år støttet kirken i både Mellemøsten og Nordafrika. Den har i mange år haft mange programmer med kristendom og bibelundervisning. Den arabisk-sprogede kanal SAT-7 samarbejder nu med en række teologiske uddannelsesinstitutioner om et projekt, der hedder TEACH, og som står for Teologisk undervisning for kristne arabere i hjemmet. Projektet går ud på at planlægge nye programmer, hvor alle aspekter af den kristne lære er dækket. Programmerne sendes på bestemte tidspunkter af dagen, så seerne ved, hvornår de kan modtage undervisning.
På den farsi-sprogede satellitkanal har de også et ansvar for at tilbyde undervisningsprogrammer. En komité af iranske teologer står bag planlægningen af programmerne, og en lang række lærere står for undervisningen, der henvender sig til tre niveauer: basis, discipelskab og lederskab, hvor det sidste især henvender sig til de kristne, der har ansvar for de nye menigheder, der er opstået rundt om i Iran. Det største behov er her Bibelen og trosbekendelsen, fordi det kan være svært at skaffe Bibelen. Den farsi-sprogede SAT-7’s hjemmeside giver mulighed for at downloade Bibelen på farsi.
SAT-7 har studier i Beirut, Kairo, Istanbul, Limassol (Cypern) og London og har en anslået seerskare på 15-20 millioner.

Indsamlingsprojekt

For at minde de kristne i Danmark om vilkårene for kristne i steder som Mellemøsten og Nordafrika vil Tryggevælde Provsti (Stevns og Faxe kommuner) samle ind til SAT-7 fra juni 2011 – juni 2013.
– Evangeliet og det kristne fællesskab er en gave, vi gerne vil, at flere skal få lov at dele. Gennem støtteprojektet ønsker vi også at formidle viden om de mange kristne fra disse områder, som ofte kommer til Danmark som flygtninge, forklarer sognepræst Per Ole Rasmussen.