Kapitel 3: Josefine og Krystalbugtens musling

Vi er nu kommet til kapitel 3 i fortællingen om Skattetræet. De fire venner: løven Leo, golden retrieveren Emma, bæveren Benny og odderen Josephine er på en spændende skattejagt, hvor de skal finde 4 nøgler for at få skatten.Nu var de fire gode venner ivrige efter at finde den anden nøgle, så de skyndte sig til Krystalbugten – næste stop på kortet.
”Skal vi virkelig helt ud til havet?” spurgte Emma begejstret. ”Jeg har aldrig været ved stranden!”
”Det har jeg heller ikke!” råbte Josefine. ”Jeg kan næsten ikke vente på at komme af sted … jeg skal bygge sandslotte … og spille beach volley … og gå tur med en krabbe … og give hånd og hånd og hånd til en blæksprutte … og hoppe i vandet og ….”
”Hov, stop nu lige en gang!” sagde Benny. ”Husk at vi er på jagt efter Skattetræet, vi har sandelig ikke tid til at lege. På kortet står der:

Nøgle nummer to
finder du måske
skjult ved havets bred,
hvor ingen kan den se!”

”Ja, det er rigtigt!” sagde Leo. ”Se, der er havet!”
De fire gode venner stoppede, da de kom ud af skoven. Nede foran dem kunne de se Krystalbugtens smukke blå vand. Til højre for dem var der en stejl sti, som førte ned til stranden.
”Lad os komme af sted!” råbte Leo. Og så begav han sig ned ad stien med de andre tre lige i hælene. Bagest i rækken gik Josefine. Hun havde travlt med at se ned på det smukke vand og holdt slet ikke øje med, hvor hun gik. Derfor snublede hun også over en stor muslingeskal, der lå på stien.

Hvad der derefter skete, var præcis som når man skubber til en række domino-brikker. Josefine faldt ind mod Benny Bæver, som faldt ind i Golden Retrieveren Emma, som faldt ind i Leo Løve.

”Wow!” skreg de. Men ingen kunne stoppe dem, mens de rullede hurtigere og hurtigere ned ad bakken som en kæmpe kulørt bold. Og BLOP så landede de med hovederne nede i sandet.
”Hold da op hvor var det skægt!” råbte Josefine, da hun rejste sig med et smil og børstede sand af tøjet. ”Lad os gøre det igen!”
”Nå, jeg tror nu den rulletur gjorde, at vi kom hurtigere herned!” sagde Benny. ”Vi er faktisk forud for vores tidsplan!”
”Er nogen kommet noget til?” spurgte Emma.
”Nogen kommer noget til, hvis jeg kan fange hende!” grinede Leo mens han løb efter Josefine i en sjov tagfat.
Men så gjorde Emma dem opmærksomme på, at de jo var der for at lede efter nøglen – Skjult ved havets bred – Hvor ingen kan den se.

Det ville ikke blive nemt. Når det kommer til stykket er det svært at finde noget, du ikke kan se. Så de fire gode venner begyndte at lede på Krystalbugtens strand efter den anden skattenøgle. Leo begyndte at løbe frem og tilbage på stranden for at se, om han kunne finde et spor (og for at få lidt motion samtidig).
Emma og Josefine gik helt nede i vandkanten. Josefine begyndte at lege tagfat med en krabbe. Og Emma gik på kaffeslabberads hos en mågefamilie.
Men pludselig hørte de et forfærdeligt skrig nede fra stranden. Det var Benny.

Bæveren havde opdaget noget mystisk. Eller faktisk var det det mystiske, der havde opdaget ham. Mens han var i gang med at måle, hvor lang stranden var i bæverfødder, ”Plask”, så blev han ramt i ansigtet af en skvæt vand.
”Hvad var dog det?” sagde han til sig selv, mens han så sig omkring for at se, hvem der havde sprøjtet på ham. Men det eneste, han kunne få øje på i nærheden, var en meget stor klippe.

”Klipper kan da ikke sprøjte med vand!” tænkte han, mens han kiggede undersøgende på den.
Og Benny havde ret – klipper kan ikke sprøjte vand. Men det kan en musling – især den største, mest enorme musling i hele Krystalbugten. Og faktisk kan en musling ikke bare sprøjte med vand, den kan også gøre andre ting, der kan være endnu værre.

Benny hørte en høj knagelyd – ”KN – I – I – I – I – RK” som om en gammel dør på rustne hængsler blev åbnet. Og så – ”SNAP!”. Kæmpemuslingen havde åbnet munden og klappet den i – lige omkring Bennys hale!
”Aaaaaaaaav!” lød Bennys høje skrig.
”SLIP MIG! Hjælp mig ud herfra!” råbte bæveren.
Da de tre venner nåede frem til Benny opdagede de ikke bare et, men to store problemer. Deres bedste vens hale var fanget af en kæmpemusling, og tidevandet var begyndt at komme nærmere! Bølge efter bølge kom havet tættere på!
”Jeg skal nok få ham ud!” råbte Leo. Og så brugte han alle sine kræfter på at trække og slide. Men lige lidt hjalp det.

Emma prøvede at opmuntre Benny. Hun holdt ham i hånden og trøstede: ”Du skal ikke være bange. Det skal nok gå. Du klarer det så tappert …”

Det hjalp så Benny ikke var så skræmt, men det åbnede ikke muslingens kæber.
”Vandet nærmer sig!” råbte en meget træt Leo. ”Vi bliver nødt til at tænke på en anden måde at få muslingens kæber op på!”

”Jeg ved, hvordan jeg får muslingen til at åbne munden!” sagde en håbefuld Josefine.

”Hvordan?” sagde de andre.
”Jeg fortæller ham nogle af mine vittigheder. Og når han så griner, kan Benny få sin hale fri!”
”Vittigheder … det er da ikke lige det rette tidspunkt!” sagde Benny.
”Stol på mig” sagde Josefine. ”Jeg kender en masse vittigheder, men jeg vil kun bruge mine allerbedste vittigheder på denne musling.”
Odderens venner vendte det hvide ud af øjnene og rystede på hovedet. Men Josefine begyndte at fortælle sine ”allerbedste” vittigheder. (Er du ikke glad for, at du ikke hører en historie, hvor hun begyndte med sine værste vittigheder?)

”Nå, musling, hvilken side af en hare er der mest pels på? Er det højre … eller venstre? … Nej, det er ydersiden!” sagde hun, mens hun klukkede af latter. Men der kom ikke så meget som den mindste smilerynke fra muslingen.

”Nå, nå, hvad så med denne her? … hvilken fisk er den mest musikalske? …. Hornfisk! Fik I den?” sagde hun, mens hun klukkede af latter.
”Det virker ikke!” jamrede Benny, mens han kiggede på tidevandet, der kom nærmere.
”Slap bare af,” sagde Josefine. ”Den næster virker helt sikkert! Den virker hver gang … Hvad sker der, når ænder flyver på ryggen? … De får et ordentligt rap!”
Endelig, dybt inde fra kæmpemuslingens indre lød en rumlen. Og så rystede muslingen, men den åbnede ikke munden og grinede.

Josefine blev for et øjeblik skuffet. Men lige pludselig råbte hun: ”Jeg har det. Nu ved jeg, hvad der skal få den gamle musling til at åbne sig!” Og så løb hun hen ad stranden. Hurtigt som et lyn var hun tilbage med en fjer fra en af mågerne.
Emma, den trofaste Golden Retriever, sad stadig ved Bennys side. Men vandet nærmede sig. Og Leo forsøgte stadig at tvinge muslingen til at åbne munden.
”Gå til side!” sagde Josefine og holdt fjeren op i luften. ”Det her skal nok klare ærterne!”
Og gennem den lille sprække der var, hvor muslingen havde fat i Bæverens hale, stak Odderen fjeren ind og begyndte at kilde med den.

Nu kan det jo godt være, at du griner, lige meget hvordan nogen kilder dig (faktisk får du måske næsten lyst til at blive kildet lige nu.) Men at blive kildet af en fjer er simpelthen det, der kilder allermest.
Og sandt nok, muslingen begyndte at ryste, og så begyndte den at grine. Og endelig kom muslingens mund helt op, og Benny Bæver var fri igen.

”Hurra!” jublede de alle fire.
”Se!” råbte Emma. ”Der er nøglen!”
Og der – inde i muslingens mund … hvor ingen kan den se …. fandt de den anden gyldne nøgle.
Nu var de fire gode venner allerede halvvejs ved Skattetræet. Den første nøgle fandt de på grund af Løvens hurtige tankegang og beslutsomhed. Og den anden nøgle blev fundet pga. Odderens muntre og håbefulde måde at være på. Nu manglede de kun to nøgler. Og den tredje nøgle var måske den sværeste at finde.

”Glad hjerte giver godt helbred”. Ordsp. 17:22

Læs i næste uge:Kapitel 4 – Emma og eventyret ved Pebermyntevandfaldene.