Ud af sygehuset
Vi har flere gange skrevet om Sabrina Trebbien. Som 16-årig fik hun konstateret skjoldbugskirtelkræft. Senere blev hun fejlopereret, så hun idag må tale gennem et rør i halsen og har probelemer med at spise og drikke.
Sabrina Trebien
Handikappet af lægelig fejlbehandling.
Må tale gennem et rør i halsen.
Gift og mor.
Men midt i problemerne fik Sabrina en begejstret tro på Jesus, som smittede hele familien. Og hun tror fortsat, at hun en dag skal blive helbredt. Som en slags terapi begyndte hun at skrive sine tanker ned i en bog. Den har hun nu fået udgivet via ProRex forlaget. Her fortæller Sabrina især om, hvad forskellige bibelvers betyder for hende. Så størstedelen af hæftet er faktisk bibelvers – man fornemmer virkelig, hvor stor en gave Bibelens ord er i hendes liv.
Ind i mellem fortæller hun også noget personligt, som fx om ikke at blive hængende i sin egen sygelighed:
Livet er en vidunderlig gave, som skal nydes hver eneste dag. Smil og vær glad. Når jeg kører forbi hospitalerne, så tænker jeg tit tilbage på alle de gange, jeg selv har ligget der som patient. Man ligger bare der i sengen, og har man brug for noget, ja, så trækker man i snoren, og så kommer hjælpen med det samme. Smart nok.
Men, der er et men: for at ligge der i en seng, time efter time, bliver man ikke altid frisk af. Man bliver sløv, slap og meget træt.
Min erfaring siger, at jeg skal op og i bad, få mit eget tøj på og komme hjem, jo før jo bedre. Hjem til mit eget hjem og eget køleskab. Det er den bedste medicin, man kan få. Kommer man på et hospital og bliver indlagt, er det okay. Men når man så er blevet behandlet, og det går fremad, så skal man se at blive udskrevet. For tit og ofte bliver man mere syg af at være indlagt, fordi man ligger der i syge omgivelser sammen med syge medpatienter. Hvad snakker man så om? Sygdom! Sygdom tiltrækker sygdom. Denne samtale imellem to patienter kan hurtigt blive en konkurrence om, hvem er mest syg. Hospitaler er fyldt med dæmoner, og djævlens tilstedeværelse er der desværre også. Så få din behandling, og bliv så udskrevet. Få dine kræfter og energi tilbage hjemme i dine egne omgivelser. Det er en meget hurtigere og en meget mere behagelig helbredelse for ethvert menneske.
Glæden og det gode humør vil være med til at helbrede sygdommen, og livsmodet vil vende tilbage. For som man også siger, ude er godt, men hjemme er bedst. Gud Herren er din læge og hjælper. Han står til rådighed i døgnets 24 timer.
Anmeldelse af Henri Nissen
Sabrina Trebbien: Troen på helbredelse
40 sider, hæftet, 49,95 kr.
Kan bestilles gennem prorex.dk