Afstemning om en palæstinensisk stat i FN

Det ser umiddelbart ud til, at palæstinenserne vil få flertal og vinde afstemningen i FN om oprettelse af en palæstinensisk stat.Hvorfor findes der ikke en palæstinensisk stat i dag?
Det er der adskillige årsager til. Dels skyldes det, at Winston Churchill forlods gav 77 % af mandatområdet, der oprindeligt var tiltænkt jøderne, til palæstina-araberne i 1921. Det der lig­ger øst for Jordanfloden (Transjordanien), som i dag er landet Jordan.
Hans Kristian Neerskov
præst, forfatter. Formand for ”Den Internationale Sakharov Komité”

Senere kom ”The Churchill White Paper”, som i virkeligheden var ialt fem forskellige for­tolkninger (fra 1930 – 1939) af Balfour Erklæringen, som stort set gjorde denne til intet.
Derefter overlod Churchill sagen til FN, som var oprettet efter Anden Verdenskrig for at undgå, at en ny diktator skulle kunne kaste verden ud i en tredje verdenskrig. Allerede i 1947 besatte Jordan Vestbredden, men ingen kaldte dette for besat område før i 1967, hvor 12 arabi­ske lande sluttede sig sammen for at ”fordrive jøderne fra Palæstina” som chefen for PLO udtrykte det.
I 1981 udtalte nu afdøde A. L. Hussein i Paris: ”Sandheden er, at Jordan er Palæstina, og Palæstina er Jordan!” Det blev flere gange stadfæstet af Yassir Arafat. Også af hans næstkom­manderende Ave Yad med ordene: ”Ja, vi er ét og samme folk!”
Sandheden er, at der aldrig har eksisteret en palæstinensisk stat! Der har aldrig været et palæstinensisk folk nogen steder i verden, aldrig et palæstinensisk sprog, eller en palæstinensisk regering, kultur, religion, hovedstad eller en palæstinensisk møntfod – endsige en palæstinensisk grundlov!

I 1967 indgik 12 arabiske lande en overenskomst med Egypten om ”Hellig Krig” imod Israel! Forud havde præsident Nasser (Egypten) og Kong Hussein (Jordan) en aftale om, at den jordanske hær skulle underlægges egyptisk kommando. Irakiske styrker var allerede rykket ind i Jordan for at styrke den jordanske hær i angrebet.
Denne krig bliver i dag kaldt for ”Seks-dages krigen”, fordi Israel på seks dage slog alle fjenderne på flugt. Det var et sviende nederlag for de arabiske lande, som var indstillet på at tilintetgøre Israel. Men det bevirkede også, at der opstod en modvilje imod ”det stærke Israel!”
Derfor kalder man i dag Vestbredden for ”besat”. Men hvornår i historien har man kaldt et landområde for besat, når det blev erobret i en krig, som modparten startede, og som de med urette selv havde holdt besat i over 19 år? Dengang Jordan besatte det, blev det ikke kaldt besat.

Et af de helt store problemer er de mange flygtninge registreret af UNRWA, der bor i 59 fygtningelejre i Jordan, Libanon, Syrien samt Vestbredden og Gaza. Alle flygtninge i hele verden sorterer under FN. Men der er forskel på ”palæstinensiske flygtninge” og alle andre flygtninge. Under UNRWA er 30.000 ansatte, som varetager palæstina-flygtninge. Disse ansatte betegner sig næsten alle som ”palæstina-arabere”. Budget per palæstinensisk person er US$ 110. Da UNRWA begyndte arbejdet i 1950, var der 750.000 flygtninge, men i dag er der over 5.000.000 palæstina-arabere i flygtningelejre.
Alle andre flygtninge registreres også af FN under UNHCR, her er cirka 5000 an­satte til 12 millioner flygtninge. Det er personer, der er væk fra deres land eller sædvanlige bo-område. De tilbydes tre muligheder: A) Lokal integration, hvor de nu er. B) Retur til deres hjemland. C) Eller bosættelse i tredje land. Derfor falder antallet af disse flygtninge stadig, og budgettet for disse er US$ 55 per person.

De palæstinensiske flygtninges antal stiger år for år. De skal ikke integreres, og deres børn og børnebørn registreres automatisk som nye flygtninge. Da de stort set ikke har arbejde, men betales af FN for at være i flygtningelejre, har de god tid til at få mange børn. Der er ingen planer om at integrere de nuværende flygtninge i de 21 arabiske lande, som de fleste oprindeligt kom fra, og som sagtens kunne tage imod dem igen.
Da staten Israel blev grundlagt i 1948, flyttede mange arabere fra nabolandene til Israel, fordi der var arbejde at få. Lige før Seksdages-krigen i 1967 blev araberne opfordret af ledere i de krigsførende lande til straks at forlade Israel, fordi man regnede med, at man kunne dræbe alle jøder, og så kunne araberne flytte tilbage til et land tømt for israelere.

Mure på Vestbredden er en forfærdelig indskrænkning for palæstina-araberne, hvor ”porte­ne” bevogtes af israelsk politi og militær, så de er delvis lukket inde og må køre store omveje for at nå de mål, de gerne vil til.
Ligeledes er det drastisk, at grænserne fra Gaza ind til Israel er lukkede, og at selv søvejen også er spærret for dem, der bor i Gaza. Tidligere kunne de rejse frit ind i Israel og få arbejde dér, eller de kunne sælge deres egne varer.
Men årsagen til disse drastiske skridt er, at ”selvmordsbombere” blev mere og mere agres­sive, og til sidst måtte Israel tage disse drastiske skridt for at stoppe de uhyggelige massakrer. Derefter blev der fra Gaza næsten dagligt skudt raketter ind over Israel. Så tog Israel kon­sekvensen og flyttede med tvang i 2005 cirka 7000 jøder, der var bosat i 19 områder i Gaza-stri­ben. Dette var delvis en anerkendelse af, at palæstina-araberne nu har deres eget selvstyre dér. Desuden har Israel også rømmet fire israelske bosættelser på Vestbredden.

FN bygningen i New York hvor afstemningen om en palæstinensisk stat foregår.

Umiddelbart ser det ud til, at der kan blive flertal for forslaget i FN. Men så begår man igen grove brud på flere af FN’s resolutioner gennem tiden. Det drejer sig især om resolution § 181 fra 1947 og § 242 fra 1967.
§ 181 handler om landets deling. En resolutionen, som er et 15 siders dokument (A4-sider). Efter introduktion og landkort advarer resolutionen imod trusler på freden – og brud på freden samt brug af magt imod freden. Alle disse tre henstillinger er groft overtrådt af palæstinen­serne.
Israel på sin side oprettede en demokratisk stat allerede i 1948, og det var en betingelse, at begge parter skulle oprette hver sin demokratiske stat og gensidigt anerkende hinanden. Men Israel kan jo ikke anerkende en stat, som ikke findes, fordi araberne ikke vil etablere en demo­kratisk stat.
§ 181 giver nøjagtige grænsedragninger for såvel den arabiske som den jødiske del, men da araberne aldrig har anerkendt de af FN foreslåede grænser, finder Israel sig heller ikke bundet af disse. Jerusalem, som er Israels hovedstad, er nævnet 758 gange i Bibelen og 100 gange som Zion – altså 858 gange, mens den ikke er nævnet én eneste gang i Koranen, heller ikke under navnet Al Kudz, som er det arabiske navn for Jerusalem.
§ 242 vil også blive groft tilsidesat, hvis man vinder afstemningen i FN i september. Den er meget klar: Den pålægger: 1) ”Tilbagetrækning af israelske væbnede styrker fra områder besat i den seneste konflikt.” Men dette kan først effektueres når 2: A, B, C, D, E og F er gennemført, og det er den del, som palæstina-araberne skal gennemføre:
A Ophør af alle krigshandlinger – inkl. raketangreb mod Israel.
B: Respekt for og accept af den territoriale integritet.
C: Suverænitet.
D: Politisk uafhængighed af enhver stat i området.
E: Ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser.
F: Fri fra trusler eller magtanvendelse.
Tilsyneladende er formålet med afstemningen for araberne at undgå, at de skal opfylde disse restriktioner, som blev dem pålagt efter Seksdageskrigen i 1967.
Hermed siger jeg ikke, at Israel er skyldfri. I en strid er der altid to parter, og som regel bliver der begået fejl på begge sider, men en afstemning i FN, som giver Palæstina-araberne charta blanche til at oprette en ikke-demokratisk stat i området, vil bare gøre situationen meget værre.