Den lange vej til tilgivelse

Enhver ny film af den australske mesterinstruktør Peter Weir imødeser jeg med spænding. Den seneste – The Way Back, der netop er kommet på dvd – er også seværdig, men kan ikke måle sig med de bedste af hans film.
The Way Back er if. coveret ”baseret på en utrolig og sand historie”, der blev fortalt i en bestseller-bog, The Long Walk, udgivet 1956 og skrevet af polakken Slavomir Rawicz, som selv skulle have oplevet det, han skriver om. Historien handler om syv mænd, der flygter fra en sibirisk arbejdslejr og går 6500 km gennem først den sibiriske sneørken, dernæst Gobi-ørkenen for så at slutte af med at gå over Himalaya til Indien. Filmen giver indledningsvist et indtryk af de umenneskelige forhold, fangerne lever under i lejren og følger dem så på deres nærmest overmenneskelige flugt, hvor de sammen kæmper en vanvittig kamp for at overleve. Det, der i første omgang driver dem, er frihed, men det kommer også frem i en betydningsfuld samtale, som der ikke er mange af, at ønsket om at tilgive er en stærkere drivkraft for den af de flygtende, der har taget ledelsen. Endelig viser den, at næstekærlighed kan komme til udtryk selv under umenneskelige forhold, og selv om den kan koste dyrt.
Niels Jørgen Vase

The Way Back
132 min.