Ingen undskyldning

Når jeg skal fortælle andre, hvem jeg er, begynder jeg ofte med at fortælle, hvad jeg laver. Hvis folk på Jesu tid skulle fortælle, hvem den døve mand var, ville de med stor sandsynlighed henvise til hans handicap. Den døvstumme var kendt for det, han ikke kunne. Vi måler ofte hinanden på, hvad vi kan eller gør.
Af Robert Bladt
Cand theol, generalsekretær i KFS og forfatter

Men der er noget andet, som betyder langt mere for mig end mit arbejde, nemlig at jeg ved mig elsket af min hustru og mine nærmeste. Mine relationer er vigtigere end det, jeg gør. Det gælder også vort forhold til Gud. Ja, når det gælder forholdet til Gud og tjenesten for ham, duer vi ikke til noget »af os selv«, som Paulus skriver (2. Kor. 3, 5). Men når vi står i relation til Gud gennem evangeliet, så gør han os duelige til at være tjenere for evangeliet.

Hvis vi ikke kender Gud gennem evangeliet, kommer det, vi gør, ikke til at fremme evangeliet. Paulus troede, han tjente Gud, da han forfulgte de kristne. Men hans handlinger var båret af had til de kristne, ikke af kærlighed til mennesker. Paulus handlede »af sig selv« uden at kende Gud gennem evangeliet, og resultatet blev derefter.

Omvendt: Når jeg kender Gud gennem evangeliet, skal jeg ikke undskylde mig ved at henvise til, at jeg ikke duer til noget. Den slags undskyldninger er Bibelen fuld af. Profeten Jeremias undskyldte sig med, at han var for ung. Den undskyldning kunne den 80-årige Moses ikke bruge, så han sagde, at han ikke kunne tale.

Ligesom Jesus fysisk kunne give en døvstum talen og hørelsen tilbage, sådan kan han sætte os i stand til at være tjenere for evangeliet. Det vigtige er ikke, hvad vi duer til, men hvad Gud gør os duelige til. Når vi stoler på Guds nåde, gør han os til gode tjenere for evangeliet.
Fra bogen Anno Domini
af Robert Bladt