Motiveret af evigheden

Fra alle sider af verden forkynder profeterne i dag, at Helligånden varsler dem om Jesu snarlige genkomst; at han er rede til at hente kirken hjem, men at store dele af kirken i Amerika og Europa ikke er rede til at møde ham.
Af Anders Ova
Præst, bibellærer
og forfatter

På baggrund af den trøst og glæde, som kristne til alle tider har fundet i at skulle forenes med Kristus, kan det virke uforståeligt, at mange kristne i dag ikke tager Bibelens og profeternes ord alvorligt. Egentlig siger det vel mere om, hvad der er gået tabt i store dele af kirkens forkyndelse, end om de kristnes hjerter. Så sandt Gud har genfødt os til et levende håb, må forkyndelsen af håbet også kunne gøre det levende igen og sætte kirken i en brand, der kan nå langt ud over dens grænser.
Apostlen Peter behøvede ikke at opflamme håbet i de første kristne, blot minde dem om hvilken herlighed, deres håb havde i udsigt: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1. Pet. 1,3-5).

Gud begrænsede ikke menneskets skabelse til den jordiske tilværelses foreløbighed, men hans mål var, at vi skulle blive Kristus lig og dele tilværelsen med ham i de kommende tidsaldre. Deri består menneskets evige bestemmelse.
Hvorfor skulle Gud give vækkelse blandt menneskene på jorden, hvis deres endelige mål kun er jordiske, og bestemmelsen ikke er højere end det at få det bedre her i livet? Jesus gør det mere end klart, at hensigten med livet er, at det motiveres af evigheden. Over en tredjedel af hans forkyndelse handler om det.
Hvis kristendommen har et lavere sigte, end hvad Gud har bestemt mennesket til, er den ikke kristendom efter Guds hensigt. Paulus udtrykker klart formålet med de troendes liv, når han hævder, at hvis vi kun er kristne for dette livs skyld, er vi de ynkværdigste af alle mennesker (1. Kor. 15,19).

Når Gud genføder et menneske til et levende håb, indretter han det på den bestemmelse, han skabte det til. Gud nedlægger selv den himmelske bevidsthed, længsel og livskurs i den nye fødsel. Det genfødte menneske kan gribe sandheden i Paulus’ ord: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder” (1. Kor. 2, 9-10).

Fra bogen ”Den sidste profeti” af Anders Ova.