Så slap dog af Danmark!

Jeg sidder i toget på vej til København. Målet er børnehjemmet Manuelito i Honduras. Stemningen er anspændt. Folk sidder og småtripper med både ben og kuglepenne og benytter enhver given lejlighed til at brokke sig over forsinkelser og driftsproblemer med de splinternye IC4-togsæt.
14 dage senere sidder jeg i en chickenbus. Jeg er på sprogskole i Guatemala og er på vej til turistbyen Antigua. Efter ca. 2 km’s kørsel er bussen allerede ved at være fyldt efter danske forhold, men det skal vise sig, at en fyldt bus i Guatemala ikke betyder, at der ikke er plads til flere. Der er ca. 45 pladser i bussen, men inden længe sidder vi bare endnu tættere og er i stedet 80 personer, mens billetkontrolløren har fundet en plads på tagstigen bag på bussen. Næste passager er nu henvist til hattehylden, hvilket underligt nok virker som en realistisk tanke.
Jeg kommer til at tænke på min oplevelse i IC4-toget 14 dage tidligere. I modsætningen til de danske transportmidler er det som om, venligheden her bare øges i takt med, at vi rykker endnu tættere sammen. Der er ikke nogen, der brokker sig over forsinkelser, for bussen kører alligevel først, når den er fuld. Imens bussen passerer veje, huse og elmaster, der i Danmark for længst ville have modtaget statsstøtte til udbedring for 2. eller 3. gang, undrer jeg mig over en følelse af, at jeg til enhver tid vil foretrække denne overfyldte bus.
I stedet for hele tiden at suse af sted, få køreplaner til at passe sammen for at undgå ventetid, kan jeg se en kæmpe værdi i at tage nu’et som en oplevelse uden konstant at tænke på, hvilke tilpasninger der skal til for at udnytte dagens vågne timer bedst muligt. Det kan godt være, jeg har en aftale ved endestationen, men ikke noget der er mere værd end 3 timers brok og stress over en mangelfuld overholdelse af en køreplan.

Jeg må igen læne mig tilbage og hvile i, at Gud har en plan med mig, der hvor jeg er nu, og ikke først når jeg ankommer til endestationen.
Af Ketil Skipper Lymann
Udsendt som volontør af Impact