Stærk bog om en søns kærlighed til sin far

”Sundhedsguruen” Chris MacDonald bearbejder sin fars død i ”Du er ikke alene”.Bogen Du er ikke alene begynder den skæbnesvangre aften, hvor Chris MacDonald får beskeden om, at hans far har kræft. Den aften går far og søn ind i deres sidste år sammen.Det bliver det sværeste år i Chris MacDonalds liv. Den tid, hvor han siger farvel til sin far, og tiden, hvor de to får en sidste chance for at tale ud og dele alt det, de har lært gennem livet.

Gråd og grin

Under læsningen af bogen får følelsesregisteret fuld valuta for pengene. Man græder, men man griner også. Humoren i bogen gør, at den får et løft, og de 454 sider bliver ikke tunge, men lette at læse.
En anden positiv ting er, at man får revideret sit syn på Chris MacDonald. Jeg gjorde i hvert fald. Han er og bliver en uovervindelig toptunet tornado, som de fleste vil føle sig som et slattent salatblad ved siden af.
Derfor bliver man helt lettet over, at han engang var en lille splejs, som ikke var god til sport. Og at han på et tidspunkt i sit liv kun tænkte på et leve et liv med så lidt disciplin som muligt. At han helst ser sig selv som en supermand, der skal være bedre end alle andre, men som under et af USAs største og hårdeste cykelløb går ned med flaget og for første gang må erkende, at han er kommet til kort, og at han ikke er andet end et lille menneske, der ind imellem er svag og slet ikke kan leve op til sine egne tårnhøje forventninger.

Men hovedtemaet i bogen er og bliver det stærke kærlighedsbånd, der er mellem søn og far. Man er helt klar over, hvor stor betydning faderen har for Chris, og hvor ubærligt det er for ham, da han får at vide, at faderen skal dø.

En øjenåbner

Intet i livet har lært Chris MacDonald mere end hans fars død. Han får øjnene op for, hvad der virkelig er vigtigt her i livet. Han laver sit eget lille dødsmanifest, hvori der står, at han i hvert fald ikke vil dø alene (uden kærlighed), og han vil heller ikke dø uden at have tilgivet, og så understreger han til sidst, at han vil gøre alt for at finde tro. Han vil ikke turde møde den sidste del af rejsen mod døden uden tro. Stærke ting, som mange af os, der også har mistet den, vi elskede, er blevet bevidste om.
Hvorfor har Chris MacDonald skrevet bogen Du er ikke alene? Har han et budskab til os? Ja, og budskabet er kort fortalt, at vi ikke skal tage livet som en selvfølge og aldrig betragte de mennesker, vi holder af som nogen, der bare er der. For i løbet af et split-sekund kan det være, at de ikke er der mere. Vi må sige til de mennesker, der betyder meget for os, at vi elsker dem. Og vi må tilgive dem, der har gjort os ondt.

Chris indrømmer, at han ikke selv kan leve op til alt det. Men han har besluttet sig til hver dag at arbejde på at blive bedre til det. Måske skulle vi gøre det samme!

Chris MacDonald:
Du er ikke alene
454 sider • 349,95 kr.
Turbulenz