Abbas: “araberne skulle ikke have afvist FN’s delingsplan”
– Det var den arabiske verdens fejl, at vi afviste FN’s plan i 1947 om at dele Palestina i to stater, en palestinensisk og en jødisk, siger den palestinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i et afslørende interview med israelsk TV.Afvisningen medførte, at David Ben Gurion det følgende år proklamerede Israel som stat, og at flere arabiske lande invaderede Israel i en krig, araberne tabte.
Det er sjældent, Abbas giver interviews, men han gjorde det altså til en journalist i et israelsk TV-program, hvor han kom med flere afsløringer.
Abbas kom også ind på sine forhandlinger med Israels tidligere statsminister, Ehud Olmert – som nu påny er søgelyset i forbindelse med udgivelsen af USA’s tidligere udenrigsminister, Condoleeza Rice’s memoirbog, “No higher Honor”.
Rice støtter den israelske fremstilling, at Olmert fremsatte et fredstilbud, der blev afvist – mens palestinenserne siger, at forhandlingerne aldrig nåede til et stade, hvor der blev lagt et konkret tilbud paa bordet.
I TV-interviewet sagde Abbas, at han og Olmert var “meget nær” ved at nå til en fredsasftale i 2008, inden Olmert måtte trække sig tilbage som regeringsleder, beskyldt for korruption.
Abbas bekræftede, at Olmert var parat til en 93.5 procents israelsk tilbagetrækning fra Vestbred-området, mens palestinenserne tilbød Israel at beholde 1.9 procent af Vestbredden. I det israelske forslag indgik deling af suveræniteten over Jerusalem, og at en international organisation skulle være ansvarlig for religiøse helligdomme.
– Det var en god lejlighed, sagde Abbas i interviewet – hvis han (Olmert. red.) var forblevet i nogle måneder til, tror jeg, at vi kunne være nået til en aftale.
– Præsident George W. Bushs regering prøvede endnu engang at få en fredsaftale, skriver Rice. At en israelsk statsminister tilbød disse bemærkelsesværdige elementer og at en palestinensisk præsident skulle acceptere dette, ville have bragt fredsprocessen til et nyt niveau. Men Abbas afslog.
I bogen oplyser hun, at Bush tog Abbas ind i “det ovale værelse” i Det hvide Hus og appellerede til ham op at overveje det israelske tilbud påny. Men Abbas var stejl. Og ideen døde.
Abbas vedgik videre i interviewet, at palestinenserne måske ikke ville kunne opnå de nødvendige ni af de 15 stemmer i FN’s sikkerhedsråd for at opnå en palestinensisk statsdannelse. Et flertal ville imidlertid næppe spille nogen rolle, fordi USA har sagt, at det vil nedlægge veto mod en palestinensisk anmodning om statsdannelse, fordi “udelukkende forhandlinger kan føre til en palestinensisk stat”.
Om forhandlinger med Israel sagde han, at det er vanskeligt at have nogen forhandlinger med den nuværende israelske statsminister, Binyamin Netanyahu, som “indtager et høgeagtigt standpunkt om territoriale indrømmelser”.