Ariel Sharons søn siger han har kontakt med sin bevidstløse far

Ariel Sharon, Israels store militærstrateg og senere politiske leder, har været bevidstløs i snart seks år efter et slagtilfælde, men nu siger hans yngste søn, Gilad, at han har kontakt med ham.Gilad Sharon har skrevet en biografi om sin far, “Sharon – en leders liv”, der udkommer på tirsdag på hebraisk og engelsk.

Han siger i et interview med “New York Times”, at hans far reagerer på stimulanser – og har taget på i vægt.

Ariel Sharon, siger sønnen, ser nu og da på ham og bevæger sin fingre, når man beder ham gøre det.

– Jeg er sikker på, at han hører mig, siger Gilad Sharon. Han ligger i seng og sover roligt næsten hele tiden. Han er stor, stærk og selvsikker. Han har ikke tabt sig, tværtimod.

Ariel Sharon, der i flere kredse betegnes som “et medicinsk under” på grund af sin lange bevidstløshedstilstand, blev statsminister i 2001. Hans sygdom har været i to omgange. Den 18. december 2005 fik han et slagtilfælde og blev indlagt på Hadassah Universitetshospitalet i Jerusalem. Han kom sig relativt hurtigt, og nogle dage efter hjemsendelsen ledte han på ny regeringsmøder med sine ministre.

Han syntes at være den samme Sharon som tidligere, sprudlende fuld af energi, resolut og med underfundig humor. Lægerne burde imidlertid ikke have givet ham lov til at arbejde igen så hurtigt. Sharon betalte dyrt for dette.

For snart seks år siden – den 4. januar 2006 – blev han ramt igen. Denne gang af en massiv hjerneblødning. Han blev påny indlagt på det samme hospital og opereret i hjernen ikke mindre end tre gange.

Israel holdt vejret. Ville han overleve? Det gjorde han. Og det gør han stadig. Siden maj 2006 har han været indlagt på Tel Hashomer Hospitalet nær Tel Aviv. Men han er mere død end levende. Han blev for nogle måneder siden overført til sit hjem, en farm i Negev-ørkenen. Nu og da åbner Sharon sine øjne, i længere tid, hviilket tages som tegn på, at han måske vil komme ud af sin bevidstløshed.

Hver dag aflægger en af hans to sønner – Omri, tidligere knesset-medlem, og Gilad – besøg ved faderens sygeseng.

Om denne fordums militære og politiske gigant nogensinde vil komme ud af koma’en er et åbent spørgsmål. Ifølge sønnen Gilad synes der imidlertid at være et svagt tegn på dette.