En KirkeBZers blog
Hej trofaste læsere!
Så er jeg velhjemvendt fra BZ-kirken med et enormt søvnunderskud og masser af fede oplevelser. Hvad er BZ? sidder du sikkert så og tænker. BZ er en forkortelse for besæt og er logisk nok, nogen som besætter kirken. Det er os unge i Aalborg Pinsekirke, som har givet den gas fra onsdag til søndag, og selvom man kan betvivle, hvorvidt det er en ægte besættelse, når vi smuttede lørdag eftermiddag for at give plads til kirkens forretningsfolk kunne mødes i caféen, var der alligevel en form for besættelse over det.
Dagenes fokus var fællesskab med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2, som fortæller om den første kirkes fællesskab. Jeg fik det hele med ved at ankomme et par minutter i 4 onsdag eftermiddag og sidde i en af de sorte sofaer mens de andre unge mellem 16 og ja
et eller andet sted, der er over 16 år, stille tikkede ind med deres bagage som bestod af alt lige fra madrasser og soveposer over chips, cola og tandbørster til tegnegrej og skoletasker.
Hvad laver I? spurgte folk gerne, så snart de have sat deres ting fra sig og kom ind for at kigge nærmere på, hvad Simon og jeg havde gang i med vores telefoner. Spiller svarede jeg, og Simon nikkede, os begge uvidende om, at vi spillede præcis det samme spil
Inden længe var alle totalt hooked på at spille Bubble Blast, og vi nørdede løs den næste halve time mens sofaer, borde og stole blev fyldt op af hyggesnakkende mennesker. Vi var ved at være klar til at skyde vores 5 dages Vi besætter kirken arrangement i gang med et bjerg af tortillas og en kæmpe opvask, kun præcis klokken 18.
Ser du, der hang nemlig det her skilt med De strenge regler uden for køkkendøren, og efterhånden som de nyankommne fik det læst, kom de grinende ind i Café Sand over formuleringen af regel nummer 4; Kun aftensmad præcis klokken 18. Camilla som sammen med Simon Jakobsen har stået for arrangementet forsvarede om og om igen, hvorfor formuleringen var så spøjs, men det var ligesom om, folk ikke rigtig troede på hende.
Efter lovsang med Simon Jakobsen Unplugged og en kort andagt om den første kirke, gik folk i sving med at puste luftmadrasser op, mens vi talte minutterne til klokken 21, hvor de lagkager Mia-Maija havde lavet kom ud af deres skjul i køleren.
Rygterne lød, at så godt som alle skulle ud af huset om torsdagen, hvilket af en eller anden grund ikke helt holdt stik. Jeg sad ved to af de gigantiske spiseborde, som vi havde slået sammen, og kiggede på at Mia-Maija spillede Sims og Louise tegnede Mia-Maija, da Danni kom ind af døren og lignede én, der havde været vågen hele natten. Så var det, det slog mig: han er bager. Hvilket helt klart blev en fordel for os lige der, eftersom han bare lige var stoppet forbi for at aflevere et par nybagte franskbrød inden han skulle hjem og sove resten af sin nattesøvn.
Det tog os en hel del tid inden vi kom på nettet, men heldigvis kom Simon hjem og reddede os tøser ved at genstarte hele skidtet herligt, så kunne der både laves lektier (jeg er stadig ikke klar over om der rent faktisk var nogen der fik lavet lektier i de dage der), spilles Football Manager og Facebookes i stor stil. Jeg kan i hvert fald oplyse folket derude om, at min egen nyhedsside var fyldt med indtjekninger i Le Church.
Efter at have kaglet løs alt for længe faldt de fleste af os i søvn en eller anden gang på den forkerte side af midnat, natten til fredag, med håbet om at sove længe. Det håb varede dog ikke i ret meget mere end 6 timer, da kirkens super flinke rengøringshold synes, der skulle støvsuges klokken 7.30. Så kunne man jo ligeså godt give op med at sove og traske nedenunder for at finde et eller andet der var funktionelt som morgenmad. Og mad var der masser af! Hvem end der havde købt ind havde gjort det grundigt.
Jeg stod der i en meget stille kælder og overvejede, hvad dagen kom til at bringe. Det var fredag, den første fredag i oktober, hvilket betød GRANDE. UngKirkes månedlige ungdommelige gudstjeneste som typisk har en 80-100 deltager fra alle mulige forskellige kirker og ikke-kirke folk. Der skulle bages cookies, købes sodavand i stor stil, og så skulle der vist også lige ryddes op, øves lovsang, stilles stole op og gøres rent. Godt at så mange mennesker havde sagt, at de skulle være hjemme i dag.
Og her kan man så godt komme til at undre sig, for jeg havde alligevel et par timer, hvor jeg sad og nød stilheden (før stormen!) inde i caféen, hvor i alverden var folk? De var så over i børnelokalerne, hvor drengene havde sovet, eller faktisk stadig sov. Alt andet lige fik vi gjort klar til et brag af en aften med flødekarameller, Fifa 12, fed lovsang, super relevant prædiken og masser af nachos. Som sædvanlig blev GRANDE et af de helt store højdepunkter; Jeg synes virkelig, man kunne mærke at Gud var tilstede! Det er ikke altid, jeg synes jeg kan mærke, Han er der, og vil mig det godt, men det har jeg specielt kunnet her fredag og lørdag! fortalte en af mine venner, Mette Berg.
Weekenden var langt fra slut, men det er spaltepladsen til gengæld ved at være, så hvad med at jeg lige fortæller jer, hvad det bedste var? Jeg har spurgt sådan lidt rundt omkring (her er ikke tale om en mini-undersøgelse og jeg kan i bund og grund ikke dokumentere noget, eller garantere et bredt udsnit af deltagerne eller noget, men stadig) og folk er enige om, at det bedste har været fællesskabet. Det var super fedt at komme hjem til en masse skønne mennesker lige midt i sine hverdags rutiner, sagde Maria-Lee og Mette er klart enig: Jeg synes fællesskabet var helt fantastisk! Rigtig dejlig måde at komme ind i fællesskabet på! Og så tror jeg ikke, jeg før har haft fem dage, hvor jeg har grinet og hygget så meget.
Miriam
