Rejseruten
Ligesom med den rejse, Abraham blev bedt om at foretage, er det umuligt at specificere præcist, hvilken vej man skal følge i en sjæls rejse mod forvandlingen.
Af David G. Brenner
Psykolog
og forfatter
Det skyldes, at i stedet for at følge et kort, følger vi på denne rejse en person – Jesus. Jesus fortæller os ikke, hvor vi skal rejse hen; han beder os simpelthen om at følge ham.
Den kristne åndelige rejse kræver, at vi overvinder fristelsen til at følge andre i stedet for Jesus selv. Hvis vi er heldige, oplever vi af og til at se ham i åndelige venner eller andre kristne, der tager del i vores rejse. Under disse omstændigheder er det sommetider fristende at tænke, at hvis vi følger dem, er det det samme som at følge Jesus. Men det er det ikke. Åndelige venner hjælper os mest, når de gør det klart, at deres opgave er at pege på vejen, ikke at lede os på vejen. Og den vej, de skal pege på, er Jesus.
En lige så stor fristelse for dem, der forsøger at tilbyde åndeligt venskab, er at antage, at ens egen vej er den bedste for andre. Det er så let at tænke, at alle andre bør møde Gud på samme måde og på de samme steder, som jeg møder ham. Det er så let at bilde sig ind, at alle bør følge den samme vej med hensyn til bøn, andagt og tjeneste, som jeg har fulgt.
Åndelige venners opgave er at hjælpe os til at være opmærksom på Guds Ånds nærvær, vilje og ledelse. Åndelige venner gør os en alvorlig bjørnetjeneste, når de stiller sig op og dikterer den præcise vej, vi bør følge. Ved at gøre det, forsøger de at give os et kort, de selv har tegnet. I bedste fald vil det aflede os fra at fokusere på Jesus og hans Ånd. I værste fald vil det få os til at fokusere på et kort i stedet for Gud selv – og det er afgudsdyrkelsens synd.
