Vejen tilbage til Guds fred går gennem stilhed
Når vi har bevæget os væk fra Guds fred, går vejen tilbage gennem stilhed, mener psykoterapeut og fængselspræst Erik Adrian. Han taler også ud af sin egen erfaring. – Mit liv er præget af afhængighed af Gud. Når jeg beder eller mediterer i stilhed, spørger jeg ofte: Går jeg på dine veje Gud? Eller går jeg på mine egne?
For jeg ved, at Guds veje er de allerbedste. Når jeg bevæger mig ud i stress, så forsvinder Guds-nærværs-freden, og så opstår der en tomhedsfølelse, siger psykoterapeut og fængselspræst Erik Adrian.
Hvis man er meget stresset eller har været ude på et sidespor, så er det vigtigt at sætte tid af til at mærke efter. Det kan være nødvendigt, at man angrer sin egen dårlige opførsel og ændrer adfærd for at få Guds fred tilbage. Ofte må man tage sig god tid til både at mærke efter og til ægte selverkendelse, der findes der, hvor man holder op med at bebrejde andre og fokuserer på egen andel.
Alle falder og fejler. Men også når vi fejler og oplever ikke at slå til, kan vi komme til Gud i stedet for at tonse videre derudad uden at mærke.
Det er noget, jeg selv kæmper med. Jeg har en presset hverdag med fem børn og et krævende job. Det er meget aktuelt i mit liv, og jeg ser bestemt ikke mig selv som hævet over andre, understreger præsten.
Når vi presser os selv for meget og ikke har tid til at mærke efter, kommer vi lettere ud af kurs og risikerer sygdomme, konflikter eller at havne i kriminalitet. Så der er god grund til at insistere på oaser af stilhed.
Du er simpelthen nødt til at træde til side en gang imellem. Træde ind i stilheden og gå igennem en fase, hvor du mærker afmagtsfølelsen…mærker at du ikke lever op til dine egne krav.
Vi får så mange synsindtryk, der kan gøre os blinde, og der er så megen støj, der kan gøre os døve. Man kunne tro, at teknologien gjorde det lettere, men det er en illusion. For det meste er den med til at skabe mere stress.
Det er ikke sundt at være på og stå til rådighed hele tiden. Det forhindrer os i at mærke efter, slappe ordentligt af og træffe gode beslutninger, siger han.
Som fængselspræst i Vestre Fængsel har han stor erfaring med at få mennesker til at mærke efter, selv når det er sværest.
Der er en vis lighed mellem at sidde i fængsel og være i kloster forstået på den måde, at man som indsat har mere tid til at mærke efter og tænke sig om. Derfor opfordrer jeg altid indsatte til at bruge tiden i fængslet konstruktivt…til selvransagelse og til at udvikle sig, siger han.
Uden for murene er det let at finde på alverdens undskyldninger. Et ocean af adspredelser og aktiviteter kan bruges som undskyldning for ikke at sætte tid af til at mærke efter…for det er ikke altid en munter affære, især ikke hvis man har forsømt det længe. Men en indre oprydning og afklaring kan på længere sigt forhindre alverdens nød og ulykke for os selv og andre.
Vi skal følge i Jesu fodspor. Han tog også alene op i bjergene, uden disciplene. Det er vigtigt for alle at være alene en gang imellem i stilhed og uden forstyrrelser… bare have lov til at være og mærke efter i det inderste.
Det er Gud, du søger. Det er også her, du en dag pludselig kan mærke, at du er elsket, villet og ønsket… fra før du kom ind i mors mave.
Det er så vigtigt at kunne trænge ind i denne grundlæggende følelse af at være villet. Så kan man spare mange, mange timers terapi… eller undgå at spilde sit liv på at knokle for at puste sig op med dyre ejendele, der skal dække over lav selvfølelse.
Vi har ofte en følelse af ikke at slå til, stresser rundt i en masse ting, forsøger at leve op til uudtalte krav, som andre ofte slet ikke stiller, men som vi stiller til os selv.
Men selvværd finder du ikke i hurtige biler, store ejendomme eller hurtige penge. Hvis du knokler derudad hele livet for at tilfredsstille det, du tror, andre forventer uden at mærke efter, så havner du i stedet med en grundlæggende tomhed, siger han.
Livet kan være svært nok uden at vi gør det sværere for hinanden. For at forbedre vores liv og adfærd, er det nødvendigt at mærke efter og foretage justeringer med jævne mellemrum.
I første omgang handler det måske bare om så ofte som muligt at træde til side ti minutter. Men det er vigtigt at nå dybere end det. For eksempel ved at starte med at tage på en retræte, hvor man kan blive vejledt måske i en kirke eller et kloster eller hvor man bedst kan finde rum til selvbesindelse og statusopgørelse.
Når man mærker sig selv dybt, går man gennem sindets dybder på en helt anden måde end ved bare sporadisk at mærke efter kortvarigt. Man kommer ind i sin afmagtsfølelse og ser sin afhængighed af Gud, siger Erik Adrian.
Erkendelsen kan på længere sigt skabe grobund for at tie og lytte til Gud i stedet for at lukke af. Man stiller sig ikke ikke helhjertet til rådighed for Gud, hvis man altid har for travlt…aldrig tør gå ind i stilheden.
Vi er hinandens bødler og ofre på skift gør godt og ondt mod hinanden. Det dårlige, som vi gør eller har gjort imod andre, belaster os, ligesom det gode vi undlader at gøre…måske fordi vi har haft for travlt til at nå at handle på vores gode tanker.
Når Erik Adrian laver stillegudstjeneste med de indsatte i Vestre Fængsel selvbesindelsens rum, kalder han det så er det en statusopgørelse, hvor fangerne både mærker efter og stiller sig selv spørgsmål som: Hvor er jeg henne i mit liv? Hvordan er jeg havnet her? Hvad er det, jeg vil? Og hvad har jeg brug for?
Det er godt for os alle at stille os selv de spørgsmål med jævne mellemrum. For hvis vi ikke mærker efter, hvor vi er, hvordan vi har det, og hvor vi er på vej hen, så havner vi let i det forkerte. Når vi har for travlt, risikerer vi at bruge tiden helt forkert og efterfølgende havne med tanker som; Hvorfor fik jeg ikke gjort det og det? Og hvorfor gjorde jeg det?
For nogle år siden, da jeg startede som fængselspræst på fuld tid, havde jeg en meget travl periode. Det gik ud over min nattesøvn. Dengang lærte jeg at bruge autosvar på min computer og lade være med at tage mobilen hver gang den ringer. For jeg kan ikke stå til rådighed konstant.
I min familie har vi også valgt ikke at have tv for ikke at spilde tiden på noget, der i værste fald er tomt og indholdsløst, og som kan komme til at fratage en muligheden for at gøre de ting, man har mere brug for.
I stedet sørger vi for eksempel for at få noget motion og gøre noget sammen eller hver for sig. En dejlig cykletur kan være en god måde at gå ind i besindelsens rum i hverdagen, siger Erik Adrian.
Familien har også fravalgt at eje en bil for at have større økonomisk frihed.
For et par år siden købte præsten en saxofon musik er for ham en måde at komme ned i gear på. Han har siden spillet i Apostelkirken og i Vestre Fængsel nogle gange.
Alene, i stilhed uden afbrydelser, og i meditation kan vi nemmere mærke os selv og de mørke sider i os; forstå, at vi er afhængige af Gud og mærke Gud tydeligst. I den stilhed og selvbesindelse kan Gud også komme i kontakt med os.
Når man mærker efter, finder man måske ud af, at der er ting, man skal udrede med mennesker, man har gjort ondt og skadet. Hvor man skal sige undskyld for den skade, man har forvoldt. Det gælder for alle i forskellig grad.
Det er vigtigt at mærke effekten af det, man er, og det man gør. Gør det ondt på andre, så må man standse.
Man kan gå ind og bede om og modtage Guds tilgivelse. Og man kan komme til en fase, hvor man er åben for, hvad Gud har at sige. Det er livgivende, for så kan man komme videre, siger Erik Adrian.
Nogle gange kan det være nødvendigt med støtte, når man skal mærke efter. Fordi man ellers let flygter fra de nogle gange overvældende følelser, der kan være forbundet med at mærke sig selv og konsekvenserne af sine egne eller andres værste gerninger. Det kan være hårdt at mærke det svære måske fra oplevelser flere år forinden, hvor man ikke havde tid eller ressourcer til at mærke smerten.
Præsten kender selv til at havne på et sidespor og finde tilbage.
Som 21-årig tomlede jeg efter studentereksamen rundt som forsinket 60er flipper i USA, Canada og Mexico. I gymnasiet havde jeg røget hash, og på rejsen prøvede jeg også et stærkere stof, sensamia; jeg så sol, måne og stjerner og havde en dårlig oplevelse, hvor jeg blev overvældet af dødsangst, fortæller præsten.
Kort tid efter så han tilfældigvis et stort sort kors og gik alene op til et katolsk kloster for at bede om lidt mad.
Jeg fortalte munken i porten om min dårlige oplevelse og rejse, og så havnede jeg på en retræte i klostret, der lå i Californien. Jeg var med til messe morgen, middag og aften. Selvom jeg kun var der omkring en uges tid, lærte jeg utroligt meget af munkenes måde at leve på, fortæller Erik Adrian, der efter klosteropholdet helt droppede stoffer og besluttede sig for at blive præst.
Som barn boede han i perioder på plejehjem, hvor hans forældre arbejdede. Det har måske også medvirket til dødsangsten. Når døden er tæt på i ens barndomsmiljø, bliver man opmærksom på den del af livets realiteter. I mødet med kristendommen fik han sluttet fred med døden:
I klostret fandt jeg ud af, at hele min rejse var inspireret af, at jeg var bange for at dø. I kristendommen blev jeg mødt af noget, der er stærkere end døden. Det gav mig fred, når munkene sagde, at de ville bede for mig og når de gjorde det.
Jeg havde hidtil overset kristendommen. I stedet havde jeg i Pennsylvania og New York i nogle uger været med i Moonbevægelsen, og forinden havde jeg i fem år intenst dyrket Transcendental Meditation.
Det gav mig hverken fred eller fylde, men derimod uro og fik min dødsangst til at vokse.
På klostret mødte og fandt jeg fred. Og jeg ville have den fred i mit liv. At leve Gud nær er min lykke, fandt jeg ud af.
Først troede jeg, at jeg skulle være katolsk præst, men så mødte jeg Louise, og så var det slut med den tanke, fortæller præsten, der er gift med musikeren Louise Adrian, som står i spidsen for Fangekoret.
Hver mandag morgen besøger Erik Adrian søsterfællesskabet Jesu Små Søstre på Vesterbro, hvor han deltager i fælles bøn.
Jesu Små Søstre er en del af en verdensomspændende katolsk orden, som gør almindeligt verdsligt arbejde for mennesker, der har problemer og brug for hjælp. Derudover kommer han i Apostelkirken på Vesterbro.
