Gud Faders helingsproces
Faderen elsker hver enkelt af os. Det er sandt. Han elsker os med en overnaturlig kærlighed helt betingelsesløst. Han elsker os i vores smerte, i vores umodenhed og i vores største nød.
Af Frank & Catherine Fabiano
Uddannet i psykologi og sjælesorg/sociologi
Men han elsker os alt for højt til at efterlade os i den tilstand. Faderen kender godt svagheden i vort menneskelige legeme. Han ved godt, at vi ikke er fuldkomne. Han var også godt klar over, at dette liv vil medføre sår, så i sin store kærlighed har han skabt vej for os til at blive helbredt og sat fri fra bindinger, en mulighed for at blive genoprettet til hans oprindelige intention med os.
Find ind til din største frygt – der vil du finde din største styrke.Vi er alle blevet skadet gennem vores udvikling. Vore forældre selv vidunderlige, kærlige, kristne forældre har ikke været fuldkomne og har ikke altid været i stand til at møde alle vore behov. I mange tilfælde lå de selv under for følelsesmæssige sår og havde umødte behov i deres egne liv. De kunne ikke videregive noget, de ikke selv havde modtaget. Vores Far ønsker at standse denne overførsel af smerte fra en generation til den næste. Men for at blive sat fri må vi se sandheden i øjnene. Jesus sagde:
Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. (Joh. 8, 31-32)
For at blive frie må vi være villige til at se den sandhed i øjnene, som Herren vil åbenbare for os. Vi har alle sammen en naturlig tendens til at beskytte vores familie og dem, vi elsker, nogle gange på bekostning af sandheden. Det er ikke altid let, men hvis vi er villige, vil Helligånden, Sandhedens Ånd, åbenbare sandheden for os. Benægtelse er ikke loyalitet, men bedrag. Vi vanærer ikke vore forældre ved at være villige til at se den sandhed i øjnene, som Herren åbenbarer for os. Kun på denne måde opnår vi frihed. Start med at se sandheden i øjnene sammen med Jesus. Accepter smerten, frygten, usikkerheden, problemerne, skammen og behovene i dit liv. Når du fokuserer på hvert enkelt af områderne i din udvikling, mens du arbejder dig gennem denne bog, vil Herren åbenbare det, han havde ønsket for dit liv og starte en proces af helbredelse og genoprettelse.
Fra bogen: 8 skridt tilbage til fremtiden
af Frank & Catherine Fabiano.