Hvad min lille søn lærte mig om Himlen

Christina Balint måtte igennem en hver mors mareridt – hendes søn var ramt af en dødelig sygdom. Men midt i mørket var det sønnens tro, der lærte hende nyt. Om himlen og om at stole på Gud. – Mor, jeg har lavet en aftale med Gud, siger min 11-årige søn til mig. Han ligger syg med leukæmi på sygehuset, og jeg er på besøg og kan mærke hans triste øjne på mig.- Jeg har aftalt med Gud, at hvis det ikke kan lade sig gøre, at jeg igen bliver, som jeg var før, hvis jeg ikke mere kan løbe og spille fodbold… så vil jeg gerne have et nyt liv. Så vil jeg gerne være hos Gud.
Hans ord chokerer mig. Tanken om at miste ham er forfærdelig. Ubærlig. Nej, jeg vil ikke give slip på ham. Hvorfor har han ikke spurgt mig, før han har truffet en så afgørende beslutning? Jeg må indprente ham: Kæmp videre! Giv ikke op! Ville jeg nogensinde kunne klare at miste ham? Og alligevel bliver jeg forbavset over hans tro. For ham er Himlen virkelig. Han ser trist ud, men udstråler samtidig fred.
Efter vores lille snak går alting pludselig stærkt. Lægerne overflytter min søn til intensivafdelingen og tilslutter ham en kunstig lunge. Hele natten igennem beder vi: ’Herre, lad vores søn overleve!’ Vi ville have gjort alt for at overbevise Gud om at lade ham leve. Men min søn havde allerede ”aftalt noget med Gud”.

Denne nat bruger jeg til at tænke tilbage på de seneste år. Jeg er forbavset over, hvordan min søn er kommet Gud nærmere og har haft overskud til at opmuntre andre. Og det til trods for, at han var den syge, den svage. Uophørligt talte han om Gud, bad for mennesker i nød, skrev om Jesus og tegnede tegninger af ham. Han gik ofte ind på sit værelse for at bede. Da jeg engang spurgte ham: ”Skat, be’r du om, at Gud skal helbrede dig?”, så han forbavset på mig, og der var et særligt skær i hans øjne. ”Nej, mor,” sagde han, ”jeg be’r for et barn, som er alvorligt syg!” Næsten som om han ikke selv havde brug for forbøn.
Ofte talte han om Jesus som sin bedste ven. Engang spurgte han mig: ”Hvem er din bedste ven, mor?” Da jeg nævnte navnet på en af mine veninder, stillede han et spørgsmål mere, som stadig bevæger mig: ”Er det ikke Jesus, der er din bedste ven?”
Gennem denne forfærdelige nat vender alle disse oplevelser igen og igen tilbage til mig. Og så sker der faktisk et mirakel. Efter en lang kamp overrasker min søn os alle. Han får det bedre. Lægerne siger, at det ikke skyldes det, de har gjort. De havde egentlig alle ventet, at han ville dø. Derfor stiller jeg dem kun et eneste spørgsmål: ”Tror I på Gud?”
De svarer ikke, men tager blot slangen ud af munden på min søn. Da slangen er væk, hvisker han: ”Jeg var hos Jesus! Jesus havde en hvid klædning på.”

Men kort efter følger endnu en krise. Endnu en gang må han tilsluttes den kunstige lunge. At se ham ligge der i sengen får mit hjerte til at briste. Han er så hjælpeløs, nøgen og fuld af smerte. Da jeg senere står foran korset ved indgangen til sygehuset, er jeg parat til at give slip. Jeg beder stille: ”Okay, Gud, jeg giver slip på ham, hvis det er din vilje! Og hvis du har i sinde at gøre ham rask, vil du så ikke godt gøre det nu. Hvis ikke, så hent ham hjem. Disse smerter er for meget for os alle at være vidne til.”
Tre dage senere går mit elskede barn hjem til sin Jesus – i det nye liv, som han sådan har længtes efter. Aldrig vil jeg glemme smilet på hans ansigt, da han sov ind. Fuldt af fred.
Alligevel står jeg tilbage med mange spørgsmål: Hvorfor måtte mit barn gennemgå så megen lidelse? Hvorfor tillod Gud det? Hvor kom denne sygdom fra? Selv den dag i dag, to et halvt år efter hans død, er der øjeblikke, hvor jeg bliver vred på Gud. Så megen smerte, så megen lidelse, så mange tårer.
Og så alligevel: Alt, hvad jeg vil, er at tro. Også selv om der (stadig) er meget, jeg ikke forstår. Et eller andet sted dybt i mit hjerte kan jeg høre min søns hviskende stemme: ”Mor, du skal ikke græde. Det her liv er hurtigt forbi. Og så vil vi være sammen – for altid!”
At tro, at han nu er et bedre sted, hjælper mig til selv at åbne op for livet igen og komme videre. Smerten er der stadig. Men den slår mig ikke længere helt ud, og jeg mærker den ikke konstant. Jeg har accepteret den og lært at leve med den. For jeg tror på Himlen…
Christina Balint