Noahs ark til sommer-OL i London

Den hollandske bygningskonstruktør Johan Huibers er næsten færdig med at bygge en kopi af Noahs ark. Til sommer vil den måske sejle gennem London fuldt lastet med dyr.

Johan Huibers foran den 450 meter lange kopi af Noahs Ark.

Johan Huibers blev inspireret til at bygge arken, efter at han en nat for 20 år siden havde en drøm om, at det fremskudte dige ud for Holland brød sammen, og hele den nordlige del af Holland blev oversvømmet.
Huibers blev bekræftet i, at drømmen var et tegn fra Gud, bl.a. af at hans svoger havde den samme drøm.
– Jeg bad til Gud og spurgte, hvad jeg skulle gøre. Da svarede han: ”Du kan bygge mig en ark,” fortæller Huibers.
Siden den drøm har Huibers tænkt på Noahs ark.

Turistattraktion

På trods af hans kones betænkeligheder byggede han i 2004 en ark i halv størrelse.
Det blev en kæmpe turistattraktion, og indtægten er gået til at bygge Noahs Ark II, som er i samme størrelse som Bibelens.
Arken er 450 meter lang og vejer 2.970 tons. Trods den enorme vægt er arken dog sejldygtig. Den er bygget af svensk fyrretræ, som Huibers mener, svarer til Guds befaling om at Noah skulle bygge arken af ”gofertræ”. Huibers mener, det var en slags harpiks-træ.
Om bord i båden er der to konferencerum med plads til 1.500 personer.
På det nederste dæk findes modeller af verdens dyr.
På det midterste dæk skal der være plads til levende dyr i et indhegnet område, hvor gæster kan stå og se på dyrene.
I toppen af arken er der bygget et rum til fuglene.
Båden har også soverum og opholdsrum, hvor Huibers og hans kone kan bo.

Flydende bibelhistorie

Nu håber Huibers, at han kan være med til at sætte et bibelsk aftryk på London under OL næste sommer. Hvis alt går efter planen, vil bådens jomfrutur ende med en sejlads opad Themsen gennem OL-byen.
Huibers har søgt Londons borgmester Boris Johnson om tilladelse til at fortøje arken i byen under de olympiske sommerlege.
Huibers håber, at Noahs Ark bl.a. vil inspirere skolebørn.
– Jeg ønsker at fortælle folk, at når de åbner Bibelen, så finder de Gud, siger Huibers, som Udfordringen tidligere har bragt et større interview med.
(Ark van Noach.com)
Pia/Henri