På vej mod den tredje reformation

Engang gav det god mening at kalde danskerne for skrabelodskristne. For kradsede man lidt i overfladen, så fandt man en kristen nedenunder, som biskop Jan Lindhardt så fikst fik formuleret det for efterhånden en del år siden. Spørgsmålet er, om det stadig er sådan? Hvad finder man, hvis man kradser lidt mere i religionen, som er smurt ud over det danske samfund?
Af Morten Thomsen Højsgaard
ph.d. i religionssociologi,
generalsekretær i Det Danske Bibelselskab

Den religion, der kommer op til overfladen i disse år, har, som vi har set, fået flere navne og betegnelser sat på sig. Men sikkert er det, at den skiller sig ud som anderledes og forandret set i det store historiske perspektiv. Troen skal da også løse nogle andre problemer og dække nogle andre behov i en kompleks, elektronisk og global tidsalder, end tilfældet var i det landbrugs- og feudalsamfund, som den protestantiske reformation udspillede sig i til at begynde med for snart 500 år siden.
Det samfund og den religionsform, vi har i Danmark i dag, har ændret sig så markant siden den protestantiske reformation i 1500-tallet, at vi reelt står med noget, der svarer til begyndelsen på en ny reformation. Altså en grundlæggende – men dog ikke revolutionerende – forandring af religionens indhold og måde at være organiseret på i samfundet.
Vi har bevæget os væk fra en situation, hvor én kirke havde monopol på al religionsudøvelse. Hvor der var den tættest tænkelige kobling mellem kirke og stat. Hvor man tog for givet, at børn gik helvedes pinsler i møde, hvis de ikke blev døbt. Hvor staten forventede, at alle borgere blev opdraget i den evangelisk-lutherske børnelærdom. Hvor kristen fromhed og det fælles religiøse holdepunkt med entydig statslig opbakning bandt riget sammen.
I stedet har vi fået en ny situation med et stadig mere synligt og varieret religiøst marked, hvor mange religiøse meningsdannere konkurrerer om borgernes gunst, men hvor de samtidig må konstatere, at langt hovedparten af de religiøst interesserede danskere foretrækker at gå egne veje – uden om de etablerede kirkelige og religiøse sammenhænge.
Også forbindelsen mellem stat og kirke er under voldsomt pres, og flere taler om, at båndet mellem statsmagt og folkekirke kappes ved næste revision af Grundloven. I praksis forholder politikerne sig allerede i en række sager om religiøse anliggender neutralt for ikke at komme på kant med store grupper af borgere eller internationale konventioner om menneskerettigheder og ligebehandling af etniske, kulturelle og religiøse mindretal.

Fra bogen ”den tredie reformation – fra statskirke til google-buddhisme” af MortenThomsen Højsgaard.