Svigt, tugt og nåde

Jesus vil i kontakt med vores hjertes dybder og snakke med os om vores største svigt. Ikke for at fordømme os, men for at se os i øjnene og sige: ”Jeg elsker dig også på dette sted! Jeg elsker dig på trods. Jeg vil hjælpe dig til at komme ud af dette mørke”.
Af Peter Tinggaard
Teolog og forfatter
Forbønsleder i UMO

Alt for ofte holder vi Gud på afstand, og langt de fleste kristne får ikke denne slags oplevelser med Gud. Hvorfor? Fordi vi gør os selv mere eller mindre immune over for hans kærlighedserklæringer. Når det går godt, siger vi til os selv: ”Gud elsker mig! Ja, selvfølgelig gør han det. Jeg er en god leder, en trofast ven, osv.” Indvendig forklarer vi hans kærlighed til os ud fra det, vi gør, og ikke ud fra dem, vi er.
Dermed gør vi hans kærlighed til noget, som kun har relevans på vores gode dage, og som selv på disse dage ikke giver os særlig meget. Vi har ”forstået” alt det med hans kærlighed, tror vi – og har dog ikke fattet et hak.
Alt dette bliver selvfølgeligt klokkeklart på de dårlige dage, hvor vi ”pludselig” mister forbindelsen til Guds kærlighed. Vi føler os uværdige og er ikke længere i stand til at forstå og rumme den. Den er uden for vores greb, og for mange er det et utrygt sted at være. Det tragiske ved vores situation er, at vi derved flygter fra hans kærlighed i netop de situationer, hvor kærligheden kunne trænge dybere ned og knytte os endnu tættere til ham.
For det er aldrig Guds manglende villighed til at vise sin kærlighed, der hindrer os, men udelukkende vores manglende lyst til at se ham i øjnene, når vi har svigtet. Vi føler os uværdige til hans kærlighed og frygter derfor, at hans øjne billedlig talt vil udstråle de samme negative følelser, som vi selv er fyldt af.

Men det er kun dem, som er tilgivet meget, der elsker meget! Altså vil det udelukkende være dem, der har oplevet en masse nåde, der selv vil elske, at andre oplever nåde. Omvendt vil dem, der ikke har oplevet Guds nåde, have svært ved at acceptere, at Gud er nådig over for andre. Sådanne mennesker stiller alt for store krav til sig selv og kæmper i egen kraft for at være gode nok. De knokler virkelig, men oplever aldrig Guds nåde til dem selv, fordi de selv har lukket døren. De oplever i stedet, at deres ”Gud” kræver alt for meget af dem og alligevel aldrig viser dem nåde.
Hvis vi skal lære at elske Guds nåde, har vi brug for hans hjælp. Vi kommer aldrig til at opleve nåden, hvis ikke han får lov til at tugte os. Han skal have lov til at synliggøre, hvor meget mørke, der er i vores liv, hvis vi vil opleve, at han forvandler vores mørke til lys.

Fra bogen ”Gud sprænger alle rammer” af Peter Tinggaard.