Adventsstjernen

Fra gammel tid har man i Christiansfeld brugt en speciel adventsstjerne af papir med 25 spidser.
Den er fremstillet i Herrnhut og bruges meget i Tyskland.
Man skal selv samle stjernen, og det er en juletradition i mange hjem. (Travle familier hænger stjernen op på loftet til næste jul, så den ikke skal samles og skilles hver jul.) Stjernen oplyses af en elektrisk pære, og fås i øvrigt både i hvid, gul og rød m.m. Og nu også i plastik, så den kan bruges udenfor.
Forlaget Lohse har overtaget salget af stjernen, som nu kan bestilles i mange størrelser og priser fra 89,95 kr. til 1999,95 kr.

Spændende symbolik

Symbolikken bag denne stjerne er spændende. I første omgang minder den om Betlehemsstjernen, som ledte de vise mænd fra Østerland til Jesus-barnet. Men når stjernen kaldes ”morgenstjernen”, så er det fordi den skal minde om den rigtige morgenstjerne, planeten Venus, som hver morgen -”før det endnu er lyst” – står op i øst og skinner tydeligt på den mørke morgenhimmel – før solopgang og den nye dag.
Moderne forskning med computerprogrammer har vist, at der på nogenlunde samme tid som Jesus fødsel skete en såkaldt tredobbelt konjunktion af morgenstjernen Venus og kongestjernen Jupiter med Regulus i Løvens stjernebillede (Løven af Juda er et andet navn for Jesus). Disse tre stjerner har tilsammen set ud som én mægtig stjerne.
I Bibelen sammenlignes Jesus med morgenstjernen: »Jeg, Jesus, er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne,« (Åb. 22).
Disse symboler giver ekstra mening for dem, der kender til de ældgamle stjernebilleder.
Jomfruen i Jomfruens tegn fremstilles nemlig her med et aks (Ceres) i den ene hånd og et rodskud i den anden. – Og jomfruen har et barn på skødet!

Læs mere om stjernebillederne i bogen ”Jesus og stjernerne. Om Betlehemsstjernen og de ældgamle stjernetegn”. (Udfordringen, 2006)

Læs mere om Brødremenighedens historie og traditioner i ”Hjerternes By” (Udfordringens forlag 2009)

Maleriet på forsiden af Udfordringen viser en af de lysende adventsstjerner – her foran Brødremenighedens kirke.
Maleri af Birthe Engedal efter foto af Ole Larsen.