Traktor giver bedre marker og flere kirker i Tanzania

En ny traktor skal være med til at finansiere en skole, der uddanner præster og bønder i Tanzania. Men der mangler stadig 50.000 kr.
Kirker har samlet 90.000 kr. ind til en traktor til Tanzania. International Aid Services har skaffet 100.000 kr. til container og transport. Containeren er allerede sendt afsted. Nu mangler blot 50.000 kr. til at projektet hænger sammen. Der er brug for en ekstra håndsrækning.

Traktoren kan løse mange udfordringer i Sanjaranda.

Traktoren skal indgå i et landbrugsprojekt, som Jens Haslund Thomsen fra Frederikshavn Kirkecenter søsatte for over 25 år siden. Projektet finansierer en bibel- og landbrugsskole, der som den eneste af sin slags er helt selvkørende.
Skolen ligger i landsbyen Sanjaranda, hvor der lige nu er over 240 bibelskoleelever på engelskkursus, og den er ved at uddanne 300 småbønder til at dyrke deres marker mere effektivt. Traktoren skal bruges på en 100 hektar stor mark og erstatte den brugte traktor, skolen fik i 1999.

Inspirere til nye kirker

Frederikshavn Kirkecenter har sammen med pinsekirker i bl.a. Thisted og Brovst rejst store beløb til traktoren – 90.000 kr. i alt. Præsterne Jens Haslund Thomsen fra Frederikshavn og Bent Hald Jensen fra Thisted er begge med i en rådgivningsgruppe, der følger projektet i Sanjaranda tæt. De vil også inspirere bibelskolen og lokalmenighederne til at søsætte 10 nye kirker i afsidesliggende landsbyer. Samtidig holdes konferencer for unge, for kvinder og for præster og andre kirkeledere.

Over 50 års mission

Sanjaranda er en landsby 7 km uden for stationsbyen Itigi, mellem Dodoma og Tabora i det centrale Tanzania. Her ankom danske missionærer første gang i 1953. Siden er et vidtforgrenet arbejde vokset frem med sundhed, uddannelse og opstart af flere hundrede nye kirker.
I dag bor Margaret og Verner Madsen i Sanjaranda, udsendt af pinsekirken Expect i Herning. Den danske projektgruppe er i tæt kontakt med Margaret og Verner Madsen i det nye samarbejde om liv og vækst ud fra Sanjaranda.
Eva