At give og modtage

Del 2/3: Forstå Guds tanker for de åndelige rytmer i vores liv. Anden del i serien handler om nadverens hemmeligheder.
Karen Kirk fortsætter sidste uges undervisning med at forklare om nadverens plads i livet.
En af de sandheder har for mig været nadveren. Nadveren har jeg deltaget i, så længe jeg kan huske. Men der er rigtig mange hemmeligheder og sandheder i nadveren.

Nadverens budskab er blevet fuldkommen afgørende ”cement” for mig. I Mark. 14,22 står der, at Jesus under måltidet tog et brød, takkede Gud og brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene.
Der er fire grundelementer i nadveren: Jesus tog, Jesus takkede, Jesus brød og Jesus gav. Det er vigtigt at huske de fire punkter. Fordi de er en forudsætning for et spændende og sundt liv, tror jeg. Jesus tog; Det betød, at han valgte. Jesus udvalgte. Sandheden heri er, at vi er villet, vi er valgte, vi er udvalgte. Og så kan vi måske tænke: ”Ja, hvis vi er udvalgte, så er der nogen, som er valgt fra”, ikke sandt? Når man vælger nogen, så er der nogen andre, der står tilbage.

Da jeg blev gift med min mand Poul, havde han været gift før. Han mistede sin første kone, og hun har uden tvivl været den eneste ene. Så jeg vidste, at da jeg kom ind i billedet, var jeg nummer to. Men Poul har haft en utrolig evne til at overbevise mig om, at jeg også er nummer et. Nummer to kan godt være nummer et. Og derfor har jeg ikke spor svært ved at tænke, at vi alle er nummer et. Vi er alle udvalgte, vi er alle villet. Og det tror jeg er et fundament, vi må have fat i.

Det talte jeg om engang, og så kom der en ældre dame hen til mig. Hun kiggede på mig og sagde: ”Jeg hører godt, hvad du siger, om at jeg er villet, men jeg kan ikke tro på det. Så langt tilbage jeg kan huske – i hvert fald de sidste 65 år, har jeg kun hørt, at jeg var en smutter.
Jeg var en fejltagelse og jeg skulle ikke have været der. Det har altid ligget dybt i mig”. Hun har haft en stemme i sit liv, der har sagt, at hun var uønsket. Jeg sagde til hende, at hun måske måtte lytte til en stemme, der var ældre end 65 år. Den er evig. Den siger: ”Du er villet og du er ønsket.” Den stemme skal vi lytte til.

Det andet punkt i nadveren er, at Jesus takkede. Nu skriver jeg takkede, men i de fleste Bibel-oversættelser, også den autoriserede, står der faktisk: Jesus velsignede brødet.

Her kommer vi til noget rigtig vigtigt; Vi må vide, at vi er velsignet. Går du sådan hele tiden og føler dig velsignet? Mange af os er mere fortrolige med den modsatte stemme, som siger, at er noget, som godt kunne være lidt anderledes. De andre er velsignede, ja, men tænk, hvis folk vidste, hvad jeg virkelig rummer. Så er det ikke sikkert, at de ville tænke, at jeg var velsignet.
Jeg elsker Søren Kirkegaard, der har sagt denne sætning: ”Den jeg er, hilser vemodigt på den, jeg gerne ville være.” Ja, mon ikke vi kan genkende det? Vi prøver at strække os, sådan at vi har lidt grund til at være velsignede. Vi vil gerne gøre os fortjent til det, vi vil gerne skjule det, der ikke er så kønt.

Det er ikke så længe siden, jeg læste en bog, der hedder: ’Elsket nok til at tale sandt’ af Gunni Bjørsted.
Han skriver: ”Jeg har ofte undret mig over en fysisk træthed, som jeg ikke synes står mål med det, som jeg egentlig laver. En dag slog det mig, at et eller andet sted dybt inde i mig er jeg altid til eksamen. Hver dag består af prøver, der skal bestås, for at det ikke skal afsløres, at jeg i virkeligheden ikke dur.”
Det er ikke så mærkeligt, at vi har frygt og anspændthed i psyken. Og at det sætter sig i kroppen, som træthed og udmattelse. Det er som at stå på tæer. Det er som at se os selv med unådige øjne. Det er noget helt andet at se os selv med Guds øjne. Gud siger, at vi er fuldkomne. Jeg elsker det der skriftsted i Hebræerne 10,14, hvor der står:
”Gennem det ene offer, har han gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.” Det er ikke så let at holde fast i, at vi er fuldkomne. Vi må lytte til velsignelsens stemme. Hvordan lytter vi til den stemme? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom det at bede.

Vi kan ikke springe over det, der hedder bøn, kontakt og relation. Og lige så snart jeg siger det, så tænker jeg, at der helt sikkert er nogen, der lukker ned indvendigt og tænker: ”Ahh…ikke bøn igen. Det har jeg så mange erfaringer med, og det er så kompliceret. Jeg har prøvet igen og igen. Og jeg synes bare ikke, det virker for mig”. Velkommen i klubben! Det er kompliceret, og mange af os har hørt gode råd om, hvordan vi kan få det til at virke i vores liv. Vi må finde hver vores personlige vej her.
Jeg hørte en prædiken for halvandet år siden om bøn, hvor præsten sagde: Hvis du ikke synes, du kan finde tidspunkter på dagen til bøn, så find hullerne – der er altid huller. På vej til arbejdet eller studiet, hvad enten du er i bus, bil eller på cykel. Brug den tid til at få kontakt, til at bede og til at lytte til den velsignende stemme.

Der var en mor på tredive år, som jeg mødte. Hun havde fået foræret en uge af sin mand, efter den sidste af hendes fire børnefødsler. Hun havde bestemt, at den skulle bruges til ro, bøn og refleksion. Da vi mødtes igen efter et par dage, spurgte jeg hende, hvordan hun havde det. Så sagde hun helt ærligt:

”Jeg har bare lyst til, at tage min mand og mine fire børn, og putte dem i en dybfryser i to år, så jeg kan få sovet ud! Jeg er bare så træt.” Sådan kan det være nogen gange i perioder og det ved Gud godt alt om.
Af Karen Kirk,
Sommercamp 2011

Læs sidste del af serien i næste nummer, hvor Karen Kirk forklarer hemmelighederne bag de sidste to punkter i nadveren.