Den frivillige drivkraft

Vi frivillige er over hele verden. Vi befinder os i Afrikas nødområder, hvor vi forsøger at aflede de lokales opmærksomhed fra de usle levevilkår med en gang fodbold. Vi vejleder prostituerede i prævention på Filippinerne og fortæller dem, at de er værdifulde. Vi sidder i slummen i Honduras og laver læseklub for børnene som et alternativ til banderne.Vi gør en indsats der, hvor behovet er størst – men hvad får vi ud af det? Her kan udbyttet af arbejdet ikke måles på en løncheck, for den findes simpelthen ikke. Indsatsen er ren og skær frivillig!

Min motivation for et volontørophold var at komme ud over egen næsetip. Efter et par år i gymnasiet følte jeg et behov for ikke længere at modtage, men derimod at give. Give ud af alle de ressourcer, som jeg er blevet velsignet med i overflod.

Men ét er motivationen for at tage af sted, noget andet er drivkraften, når man står i arbejdet. For når bleerne med diarré står en op til halsen, og tålmodigheden ikke længere rækker, er det ikke det forbedrede cv, der får en tilbage på sporet. Det har undret og forundret mig meget. – At vi står op kl. 6 hver morgen og arbejder til 5 om eftermiddagen, syv dage om ugen! Hvad driver os?

Jeg tror, vi må tilbage til det fundamentale. To mennesker over for hinanden. En med mange ressourcer som er klar til at give, og en anden, som har brug for nærhed og kærlighed – klar til at modtage. Det handler om at give videre af den enorme kærlighed, som Gud giver os. For det fede ved Guds kærlighed er, at den ikke er bundet til et bestemt sprog eller en bestemt personlighedstype, men kærlighed er noget, vi alle kan modtage og give videre.

Under mit ophold har det overrasket mig, hvor motiverende det er at arbejde frivilligt. Hvor givende det er, at belønningen og resultatet af ens arbejde ikke kommer på en check – men derimod i form af et stort knus, et kæmpe smil eller at kunne være den trøstende skulder.

Det er kærligheden, som er de frivilliges drivkraft.
Af Sissel Jørgensen
Udsendt som volontør af Impact