Desperado

Da jeg kom ind i det store fly, der skulle flyve os ned over Sahara, lød der en mærkelig lyd fra den bageste del af flyet – som af et æsels skryden?
Det viste sig at være en udvist afrikaner. Han forsøgte at blive sat af flyet ved at lave denne infernalske larm. Min siddeplads viste sig at være kun to rækker foran ham, så det var hårdt at høre på.
”Jeg er syg. Jeg bliver behandlet som et dyr. Hjælp mig,” råbte han ind imellem sine mærkelige lyde.
Han var i håndjern og omgivet af fire bevæbnede politibetjente foruden flyets egne sikkerhedsfolk. Han havde fråde i mundvigene efter sin uafbrudte hæse råben. Tænk hvis han slap fri, som man har set på film, og åbnede døren for at springe ud – uden at tænke på, at vi andre så ville blive suget med ud og ryge ned gennem skyerne fra 10 kilometers højde!!!
I næsten en time fortsatte han sine høje klagelyde. Selvfølgelig var vi en del, der spekulerede på, om han var en stakkel, som var blevet udvist – måske til livstid i et af de uhumske afrikanske fængsler? Tortur? Henrettelse?
Min nabopassager, en elektriker fra Portugal, forklarede dog, at det ikke drejede sig om en stakkels flygtning, men om en kriminel, som ville gøre alt for at blive i Europa. Det ville vi også helst tro. Og en velklædt afrikaner holdt et længere foredrag om, at ”sådan er loven”, og den skal man holde.
Fangen fandt det alligevel umagen værd at larme i næsten en time, og han ville sikkert være fortsat de seks timer, flyveturen varede. Men larmen blev for meget for passagererne. Kaptajnen fik manden sat af flyet.
Han opnåede altså det, han ville. Fik udsættelse – men sikkert kun en dag eller to. Måske sendes han med militærfly næste gang. Måske får han knippelsuppe på stationen…

Da fangen omsider var ført ud af flyets bagdør, kunne vi igen høre den beroligende baggrundsmusik, som stod i stor kontrast til det, vi lige havde oplevet. Kaptajnen meddelte, at det ”tekniske problem” var løst – og vi lettere – halvanden time for sent. Alligevel var vi nok alle lidt rystede over sådan at få et menneskes desperate skæbne helt ind i øregangene.

Af redaktør Henri Nissen