Israelere og palestinensere mødes for første gang i over et år

Efter intensive “bag kulisserne”-samtaler mellem Israel, palestinensere, Jordan og den såkaldte “Kvartet” (USA, Rusland, EU og FN) skal israelere og palestinensere nu mødes til direkte forhandlinger i den jordanske hovedstad Amman.Meddelelsen om dette er fremsat af det jordanske udenrigsministerium. Hverken israelere eller palestinensere forventer større fremskridt af mødet, men begge parter er enige om, at det i hvert fald er godt at genstarte forhandlingerne, der har været afbrudt i over et år.

De blev afbrudt i september 2010 ved afslutningen af et 10 måneders bosættelses-byggestop, da Israel påny gik i gang med byggeriet. Palestinenserne havde insisteret på, at Israel skulle standse byggeriet på Vestbred-området og i Øst-Jerusalem, før direkte forhandlinger kunne genoptages.

Israelerne sagde, at fredsdrøftelserne skulle fortsætte – uden forhåndsbetingelser.

Den palestinensiske forhandlingschef vil være Saeb Erekat og den israelske Yitzhak Molho, valgt til denne rolle af statsminister Binyamin Netanyhu. Repræsentanter for “Kvartetten” vil slutte sig de to udsendinge – og Erekat og Molho vil derefter afholde et separat møde.

På tærsklen til mødet i Amman udtaler Erekat, at kravet om bosættelses-byggestop stadig står ved magt, og at han tager til Amman af respekt for de bestræbelser, der er blevet udfoldet af den jordanske konge, Abdullah II.

Netanyahus talsmand, Mark Regev, siger, at der ikke vil blive nogen ny frysning af boligbyggerier.

Palestinenserne har forelagt deres ideer, men israelerne udtaler, at hvis målet er direkte forhandlinger, vil Israels ideer først blive tilstillet palestinenserne ved forhandlinmgsbordet.

Ifølge en israelsk kilde sender Jordans positive involvering i den diplomatiske proces – på et tidspunkt da islamisme breder sig i Tunesien, Marokko og Egypten – et vigtigt budskab om moderation.

Præsidenten for Den palestinensiske Myndighed (PA Mahmoud Abbas, siger, at hvis det ikke lykkes for “Kvartetten” at genoptage forhandlingerne mellem de to parter inden den 26. januar ved afslutningen af den 3-måneders periode, som Kvartetten havde givet Israel og PA for at udarbejde forslag om grænser og sikkerhedsarangementer, ville”alle muligheder stå åbne”.

Abbas tilføjede:

– Der er nogle som taler om en tredje intifada, men jeg siger, at det ikke er på bordet, og jeg accepterer det ikke.

Ifølge en israelsk talsmand er der dyb mistillid hos begge parter, og de vil begge prøve at overbevise “Kvartetten” om at holde den anden side ansvarlig for et muligt sammenbrud.