ENGLE
Mor, englen har ild i hånden

Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten” (Sl. 91, 11-12).
Min datter (5 år) ville endnu en gang ikke falde i søvn alene. Der kunne komme farlige dyr, sagde hun. Jeg skulle blive siddende og passe på hende. Det havde jeg ikke lyst til.
”Jesus passer på dig”, forklarede jeg hende. ”Og vi kan bede om, at han også stiller en engel ved siden af din seng, som kan jage de farlige dyr væk.
Det forslag fandt hun okay. Og altså bad vi.
Næppe var vi færdige med at bede, førend hun sagde: ”Jamen, mor, jeg kan jo ikke se nogen engel ved siden af min seng!”
Jeg forklarede hende, at man ikke altid kan se engle, men at der nu stod en der, fordi vi havde bedt Gud om det.
”En gang imellem kan man se engle”, tilføjede jeg. ”Skal vi bede om, at du kan se englen?”
Ja, det ville hun gerne have, og så bad vi på ny.
Denne gang afbrød hun mig, mens vi bad. Hun kiggede bag om mig og spurgte: ”Mor, englen har ild i hånden. Hvorfor det?”
Jeg blev perpleks. Samtidig ville jeg tro, at Gud svarer, når vi beder! Derfor spurgte jeg ikke om detaljer, men sagde blot: ”Med ild kan man jage farlige dyr væk, og dem skal den jo holde væk fra dig i nat.” Min datter var tilfreds og gav mig lov til at gå. Denne himmelske oppasser var tydeligvis nok til at gøre hende tryg.
Jeg forbavses over, hvordan børn undertiden kan se mere end voksne, og hvordan Gud hører deres bøn på en særlig måde. Hidtil havde jeg ikke været opmærksom på engle i min hverdag, selvom jeg har været kristen i over ti år. Nu er jeg begyndt at tænke over det. Børn oplever, at Gud beskytter dem med engle. Hvorfor ikke også voksne?
Andrea Tyart