Kærlighed er at give
Af Erik Bang der er sognepræst i Hadsund.
Når vi tænker på nogle, som bliver ophøjet og vinder ære, er det næsten altid nogle, som arbejder eller kæmper for sig selv. Det kan være en sportsstjerne, der vinder, en forretningsmand, som tjener mange penge, eller en elev, som får en flot karakter.
Ophøjelse og ære er som regel et resultat af en stor indsats. Men det er som regel også sådan, at den, der får æren og bliver ophøjet, enten tager den fra andre eller får den på andres bekostning. Der er sjældent ære og ophøjelse ved at miste det hele – eller give for meget bort. Vi betragter det nærmest som en fiasko – selv om det betød, at andre blev glade og vandt noget.
Ganske anderledes forholder det sig med de ting, der er mest værd i vores liv. I et ægteskab, mellem venner, blandt forældre og børn, i familien og blandt naboer og arbejdskammerater bliver vi aldrig æret eller ophøjet ved at få succes på de andres bekostning. At træde frem ved at træde på andre er usselt.
Når vi tænker på nogle, vi selv sætter højt, så er det netop dem, som gav af deres eget, for at andre kunne få. Det er dem, der selv trådte tilbage for at hjælpe andre frem. Dem, der mødte andre med kærlighed og varme – også når det betød, at de selv mistede noget ved det. Deres liv blev betydningsfuldt, fordi de gav det bort.
Kærlighed er netop at give af sit eget, for at andre kan få. Det er det, Jesus tænker på, når han denne søndag siger: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.
At hade sit liv betyder ikke at gå rundt i selvforagt og livsfornægtelse, men det betyder at skubbe sit eget til side for de andres skyld. Det indebærer at leve sit liv på sin egen bekostning – og give ud af alt sit eget, for at andre kan få. Det er et sådant liv, der kommer til at betyde noget – for andre.
I virkeligheden er det også kun et sådant liv, der kommer til at betyde noget godt for os selv. At elske sit liv er at være som bonden, der har høstet sin hvede og nu gemmer det hele i laden. Han har fået meget korn, men vil beholde det for sig selv af frygt for tab. Så længe det ligger dér, bliver der aldrig noget ud af det. Kornet skal lægges i jorden. Det skal gives ud for at dø. Det er den eneste måde, hvorpå der kan blive mangefold frugt.
At hade sit liv i denne verden er altså at leve sit liv i kærlighed ved at give det bort for de andres skyld. Det betyder offer og afsavn. Men netop derved oplever vi også kærlighedens frugt. Det bliver til glæde og gavn for de andre. Netop ved at give det bort, bevarer jeg mit livs værdi. Det er et sådant liv, Jesus kalder os ind i. At følge Jesus vil sige at give sit liv bort, for at de andre kan få glæde af det.
Det var netop det, Jesus selv gjorde. Da han talte med sine disciple om dette, var det to dage før påskefesten, hvor Jesus blev korsfæstet til døde. Det er ikke sært, at han havde lyst til at bede sig fri for lidelsen og døden. Men han vidste, at han måtte gå ind i det, for det var den eneste måde, hvorpå vi kunne blive fri.
Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold, siger han. Det betyder: Hvis Jesus ikke dør, forbliver han den eneste, som altid lever. Men hvis han dør, bliver der mange fold af evigt liv. Sådan blev Jesu død til liv for verden. For hans død betyder, at: Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Denne verdens fyrste er Djævelen, som har besat verden med vold og magt. Det er ham, der er skyld i alt det onde. Det er alle hans gerninger, der smerter og smadrer livet. Det er alt hans væsen, som forurener menneskers sind og fylder munden med løgn. Så længe denne verdens fyrste regerer, bliver der aldrig fred for det onde.
Da Jesus døde, blev Djævelens vold og magt brudt i stykker. Ved at give alt sit eget bort og miste sit liv, blev Jesus vor frelser, som overvandt alt det ondes magt. Frugten af hans død er liv til os!
