– Satanist? Nej, jeg leder en bibelkreds!

Alice Cooper er kendt for makabre shows og heavy metal. Her fortæller han om et liv med daglig bibellæsning og trofast kærlighed.Vincent Furnier spænder ansigtsmusklerne, blotter sine perfekte tænder, slår blikket ned og drejer hovedet. Jeg mærker en kuldegysen gå gennem hele kroppen. Han er i færd med at vise, hvordan han på scenen forvandler sig til Alice Cooper.
Uden for scenen er Vincent, som er hans virkelige navn, elskværdigheden selv. Han er med sine 175 cm mindre, end jeg havde forestillet mig, og har en naturlig bleghed. Ansigtets bleghed understreges af de mørke skægstubbe, og han har en imponerende hårpragt af langt, mørkt hår.
Han er 63 år nu og har givet den som Alice i 45 år, fået blod til at sprøjte ud til alle sider, lagt hovedet i en guillotine, dinglet fra et skafot og halshugget små ”pigebørn”.
Men hans evne til at chokere er for længst borte i en tidsalder, hvor døde rejser sig fra deres grave i både fjernsynet og på biograflærredet.
Tiden var en anden og mere uskyldig, da han forargede moralske aktivister som Mary Whitehouse. Deres protester gik på, at hans optræden ville føre til enden på den kristne civilisation.
Alice, som selv er en hengiven kristen, ler ved tanken.
– Det sjove er, at hvis du bliver længe nok i den her branche og bliver ved med at lave gode plader, så går du fra at være ung og farlig til at være ældre og elskelig,” siger han.
– Nu er jeg blevet en, man kan holde af. Det er fint at få lov at spille skurk på scenen, men nu ved alle, at jeg ikke er en skurk.”
Faktisk forholder det sig sådan, at den mand, der engang blev betragtet som et satanisk monster af moralske korsfarere, beder og læser i Bibelen hver dag og underviser kristne heri en gang om ugen, når han ikke er på turné.
Han hævder selv, at hans horroragtige show på koncertscenen i dag virker tamme sammenlignet med det virkelige liv. – I 1970, da jeg lod, som om jeg skar mit hovede af, hvor blodet sprøjtede ud til alle sider, og meget af mit tøj var dametøj, var der ingen forældre i hele verden, der havde lyst til, at deres sønner skulle vokse op og ligne Alice Cooper, siger han.
– Men så blev det moderne, og man kaldte det glamour. Med internettets fremkomst døde forargelsen. Nu kan det at hugge et hovede af ikke længere kalde på folks ophidselse. Nu kan jeg slå over på CNN og der se en fyr, der får hovedet hugget af af en terrorist, og jeg kan se Saddam Hussein blive hængt.
Til trods for den iscenesatte vold under koncerterne anser Alice sig selv for at være romantiker.
– Jeg har været gift i 35 år, siger han. Jeg har aldrig været min kone utro. Når folk spørger, hvordan jeg kan holde sammen på det alt sammen, svarer jeg, at det er, fordi jeg er så forelsket i min kone, at jeg sommetider kommer hjem midt på eftermiddagen og tager hende med på et billigt motel. Det er med til at holde liv i den seksuelle gnist.

Hans kone Sheryl er tidligere balletdanser og dansede i begyndelsen med i hans shows. Selvom parret har været gennem en svær periode på grund af Alices meget omtalte alkoholproblem i 1983, er de kommet helskindet ud på den anden side, og de er i dag forældre til tre voksne børn.
Men Alice kan stadig godt lide at minde sin kone om, hvad han gav afkald på for hendes skyld – et forhold med Raquel Welsh.
– På et tidspunkt var det sådan i LA, at enhver rockstjerne havde en filmstjerne-veninde, siger han.
– Jeg mødte Raquel Welsh, og på underlig vis blev hun tiltrukket af denne flossede fyr.
– Senere mødte jeg Sheryl, og jeg forelskede mig hovedkulds både kemisk, fysisk og åndeligt i hende. Sheryl kan sammenlignes med en lille bugserbåd, og Raquel med et slagskib, og slagskibet kunne ikke forstå, hvorfor jeg valgte bugserbåden.
– Det gjorde hende rasende, og jo mere jeg ignorerede hende, desto mere rasende blev hun, så det udviklede sig til en hel komedie.
– Raquel og jeg kom kun sammen i fem til seks måneder, og så holdt jeg op med at se hende. Så hver gang min kone og jeg skændes, kommer jeg selvfølgelig frem med, at jeg forlod Raquel Welsh for hendes skyld, hvortil hun replicerer: ’Det er det klogeste, du har gjort i dit liv!’ Og det må jeg give hende ret i.
Sheryl reddede ham ikke blot fra Raquel, hun reddede hans liv ved at sende ham på afvænning.
– Jeg drak ikke, før jeg var 21, og jeg ville ikke indse, at jeg var ved at blive alkoholiker, siger han.
– På high school var jeg løber, og jeg løb 160 kilometer om ugen. Jeg er altid gået til yderligheder med alting.
Og det gælder bestemt også både alkohol og stoffer. Han erfarede senere, at han havde været kun få uger fra at dø.
– Ingen vidste, jeg havde et problem, siger han.
– Jeg drak hver dag, men jeg var altid god på scenen. Indvendigt var jeg ved at gå i stykker. Jeg vidste, at drikkeriet ville slå mig ihjel, men man siger hele tiden til sig selv: Nej, det er okay, jeg tager lige én til.

Det lå alt sammen langt fra hans religiøse baggrund i Phoenix, Arizona. Hans far og bedstefar var begge deltids prædikanter. Den unge Vincent var ikke en fremmedgjort ung mand, og på en eller anden måde blev de hans publikum. – Sjovt nok endte jeg med at blive talsmand for de mange, som er anderledes, siger han.
Men i midten af 1980’erne, da han var ved at være tørlagt, erkendte han, han ikke længere kunne spille Alice på den gamle måde.
– Da jeg kom ud fra hospitalet, indså jeg, at børnene så på Alice som et offer, fordi de selv følte sig som ofre. Så sagde jeg til mig selv, at nu var det slut med den fyr. Den nye Alice skal være en hel og fuld herskerinde. Jeg havde aldrig spillet Alice i ædru tilstand før, og jeg elskede det. Jeg spiller ham stadig sådan.
Så vil han snart tage skafottet og guillotinen ud af sin optræden?
– Det har jeg endnu ingen planer om, siger han.
– Fysisk er jeg i bedre form som 63-årig, end jeg var, da jeg var 30, så 60’erne er blevet de nye 40’re, regner jeg med.
Og han har stadig troen med. Han påstår, hans show kan betragtes som et stykke om moral.
– Det er det virkelig. Forbrydelse, straf og genopstandelse ser jeg det som. Og det virker. Det har virket i 45 år, og det vil altid virke, slutter han.
Han smiler, men jeg er stadig lidt nervøs.
Af Spencer Bright