Vækkelsen har fuld fart på i Kina

Spændende situationsrapport fra Kinas kristne revolution.
Kina oplever flere revolutioner i disse år: økonomisk, socialt, politisk, kulturelt, men også religiøst, ja, man står lige nu i en stor kristen vækkelse.
For 40 år siden var der 5 millioner kristne i Kina. I dag er der mindst 80 millioner, og fortsætter udviklingen, vil op mod hver tredje kineser være kristen om 30 år. Det er den største kristne forandring af et folk i verdenshistorien. Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for Kina og verden.
Kim Schou, der er journalist på Kristeligt Dagblad, har lavet en rapport om den storslåede vækkelse i Kina, og rapporten er blevet tilgængelig i bogen Kinas kristne revolution, der for ganske nylig er udkommet på Udfordringens forlag.
Kim Schou har nogle gode venner, der gennem en årrække har besøgt Kina og undervist i menigheder i såvel officielle kirker som i undergrundskirker, og under en rejse til Kina blev han af dem introduceret til enkeltkristne og menigheder i Kina, så han ved selvsyn oplevede, hvad det er der sker. Sammen med disse oplevelser og interviews fra turen samt studier i tilgængeligt materiale og interviews med bl.a. Ole Wæver (cand.phil. og ph.d. i statskundskab, professor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet), Jørgen Skov Sørensen (ph.d. i missionsteologi, exam.art. i kinesisk-østasiatiske områdestudier og sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd) og generalsekretær Jørgen Brohm Knudsen fra missionsorganisationen ”Åbne Døre har han stykket denne spændende rapport sammen, en rapport, der griber ved dens enkle vidnesbyrd om en ny storslået vækkelse, og som lover godt for fremtiden.
Af bogen fremgår det klart, at kristne i Kina stadig kan møde forfølgelser, men man oplever mere og mere, at frænde er frænde værst, idet de ikke registrerede kirker anmeldes af kristne fra registrerede kirker.
Bogen tager læseren med indenfor i Kinas undergrundskirker og viser livet gennem portrætter og reportager. Det er spændende fra først til sidst, og bogen kan på det varmeste anbefales til dem, der ønsker at vide mere om, hvordan situationen for den kristne kirke er i Kina i dag. Jeg blev selv meget opmuntret ved at læse den.
Hans Kristian Neerskov, der er tidligere bibelsmugler til Kina og har stået bag en storstilet indsats med oversættelse af Bibelen til kinesisk, har skrevet forord til bogen. Bogen har et flot og indbydende layout med mange billeder fra Kim Schous rejse til Kina.

Kim Schou:
Kinas kristne revolution
153 sider 198 kr.
Forlaget
Udfordringen