Arbejdsgivere og fagbevægelse vil begge afskaffe bededagen

Sjælden enighed mellem arbejdsgivere og fagbevægelse om at afskaffe en fri helligdag.Fagbevægelsen og arbejdsgiverne har planer om at afskaffe Bededag, så det bliver en almindelig arbejdsdag.

Rør ikke ved Store Bededag, siger Karen Klint (S).

Det vil de foreslå, når de to – normalt uenige – parter i foråret skal gennemføre såkaldte treparts-forhandlinger med regeringen. Regeringen har nemlig som mål, at de, der er i arbejde, skal arbejde mere. Og at der desuden skal skaffes 20.000 flere arbejdspladser.
For at undgå at hæve arbejdstiden, er fagbevægelsen åbenbart mere stemt for arbejdsgivernes forslag om at afskaffe bededag som fridag.
De mener at kunne regne sig frem til, at det ville give 2 mia. kr. i øget produktion, samt 10.000 ekstra arbejdspladser.
Det var JyllandsPosten, der afslørede planerne. Parterne har også planer om, at lønmodtagere skal kunne sælge deres 5. ferieuge – og altså få kontanter istedet for at holde fri.
Idéen om at afskaffe Store Bededag kommer oprindeligt fra De Radikale, som foreslog en afskaffelse for to år siden – af økonomiske grunde. Norge gjorde det samme i 1950.
Og idéen bakkes nu op af Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn. Derimod er partiets kirkeordfører Karen Klint helt imod.
Hun henviser til, at Store Bededag er årets helt store konfirmationsdag, så forsamlingshuse og restauratører vil lide, hvis man fjerner dagen som fridag, mener hun.
Det 3. regeringsparti, SF, er mere betænkelig ved, at lønmodtagerne skal afgive en fridag. Ingen har forsvaret dagens religiøse betydning.

Bod og varme hveder

Store Bededag blev indført i 1686, hvor kongen og biskopperne enedes om at slå en række helligdage sammen til én stor bods- og bededag.
Her skulle befolkningen søge Gud og gøre bod (dvs. bede om tilgivelse) for dets synder.
Alt arbejde var derfor oprindeligt forbudt på den dag.
Det var grunden til, at bagerne fandt på idéen med at forbage store hvedeknopper, som folk så kunne varme op derhjemme på bededagen.
Deraf kom skikken med varme hveder Store Bededag.
Henri.