SOMMERSTÆVNER
”Gud arbejder heldigvis, mens vi holder ferie”

Ferien kan bruges både på familie og forandring.- Personligt fik vi et gevaldigt og tiltrængt spark bagi, da vi var til samtale med sommerlejrens talere, fortæller Dorte.

Paul og Geneviève Marsh underviser hver formiddag på lejren. De har specialiseret sig i par- og familieseminarer, coaching for par og kriserådgivning.

– Der blev lavet aftaler mellem os, som formentlig er med til at redde vores ægteskab på lang sigt. Vi har i hvert fald lovet hinanden, at vi vil følge op på det, vi har lært, inden vi skal på lejr til sommer igen.
Jeg tror ikke på tilfældigheder – der har altid været lagt en plan for mig – Guds plan – og den er ved at rulle sig ud, siger en glad Dorte, der sammen med mand og børn var på ”Familier På Vejs” sommerlejr sidste år.
Her mødte de familier fra hele landet og fra forskellige kirkesamfund. Mange vil af sted igen: Fra den 22. til 28. juli 2012 i uge 30 kan du tage familien med til familielejr på Sportsefterskolen Sommersted.
Der er både tid til at holde ferie og til at nyde leg, underholdning og kompetent undervisning fra Paul og Geneviève Marsh.
Ægteparret Marsh har 25 års erfaring med at undervise både unge og voksne bl.a. ved UMO´s skoler og ledertræning i Lausanne. Paul er en del af ledelsen ved Familieressourcecentret i forbindelse med University of the Nations. De erfarne talere har specialiseret sig i par- og familieseminarer, coaching for par og kriserådgivning. På lejren vil de gennemgå emner, som fx ”Hvad er et ægteskab egentlig? Kristentro i et postkristent samfund, Hvem er jeg? Den spændende og opbyggende undervisning bliver tolket fra engelsk til dansk.

Ugen sætter spor

I årenes løb er mange blevet mødt af Gud på familielejrene i Sommersted. Han arbejder hårdt hele tiden. Også i ferien.
Erfaringen er, at en uge på lejr sætter spor i hver deltager, og den kan sætte fokus på forbedringspunkter hos både familie og det enkelte menneske. Man får i hvert fald ideer og værktøjer med hjem.
Det gjorde Helle, der er alenemor, fx:
– Vores familie har de sidste to år været gennem vores livs mest turbulente periode, mentalt og økonomisk, og vi stod uden mulighed for at komme på sommerferie med vores børn.
En søndag blev vi præsenteret for lejrfolderen i Karlslunde Strandkirke, og det var lige, hvad vores familie havde brug for. Gennem Karlslunde Strandkirke og ”Familier på vej” blev det muligt, at vi kunne komme på sommerlejr alligevel! 1000 tak for det! Uden denne hjælp var vi ikke kommet af sted.
– Vi fik spændende undervisning om relationerne mellem mennesker, både mellem ægtefæller og mellem børn og forældre på en inspirerende og morsom facon. Og der var bøn og dejlig lovsang med et kor, der gav os alle gåsehud.
Børn og teenagere var underholdt og undervist af søde og tålmodige frivillige, der bidrog til at gøre lejren spændende, sjov og lærerig for alle aldersgrupper, fortæller Helle.

Singler og andre gode mennesker

Familielejr – det må være for familier med mor, far og et eller flere børn! Det er det også!
Men bestemt ikke kun for dem, da der også fx er program for singler, børn, teenagere osv.
Ruth, der er enke, mener, at familielejr er godt i alle livets faser!
– Selv tog jeg for mange år siden på min første familielejr som køkkenhjælper, fordi nogle af folkene bag lejren havde mødt mig med stor kærlighed, da jeg var i en meget sårbar situation!
Aftenmøderne gav mig rigtig meget, og Gud fik lov at vise mig mere af sin kærlighed. På senere lejre fik jeg lov at tolke, og da jeg fik mand og børn, tog vi også af sted.
I 2004 blev min mand syg, og kommunen støttede økonomisk, da vi skulle på lejr. Senere, da jeg blev enke, er børnene og jeg fortsat med at tage af sted. Som enke og alenemor kan jeg stadig ikke undvære den gode undervisning og fællesskabet på lejren, siger Ruth.
– Hvis der er en handicappet i jeres familie, så lad det ikke være en hindring for at tage på lejr med ”Familier På Vej!” Spørg jeres kommune om støtte!, lyder opfordringen fra Ruth.
På www.fampv.dk kan man læse mere om lejren, talerne og det nye rådgiverkursus med psykolog Helge Børven, der kører som en del af lejren i uge 30.