Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

At blive forladt og afvist

Kære Suh
Da min tidligere mand forlod mig, sårede det mig dybt. Jeg er først nu, flere år efter ved at komme mig over det. Det har taget meget lang tid.
Men nu synes jeg, at jeg er ved at være klar til at give slip på det hele, og jeg har overvejet om jeg skal skrive til ham i den forbindelse – for at sætte både ham og mig selv fri. Jeg ved dog ikke rigtig hvordan det ville påvirke ham, det er jo længe siden, vil det ikke bare virke meget mærkeligt?
Anonym

Kære Anonym
At blive forladt, afvist på den måde som du har oplevet det, er smerteligt og ofte forbundet med mange negative konklusioner om sig selv: jeg var ikke god nok, kærlig nok, smuk nok, klog nok osv. Selvværdet kan få et ordentligt knæk, og det kan være svært atter at have tillid til andre, da man er bange for at opleve det samme igen.
Det er ikke usædvanligt, at det tager et godt stykke tid, før man føler, at man er ”tilbage” igen. Og mange må sande, at de sår, der bliver os tilføjet hen ad vejen for altid vil være med til at præge os. At tilgive andre, eller at ”give slip” på visse ting, er ikke det samme som ikke at kunne huske det, men det betyder, at smerten og vreden ikke længere er det, der fylder mest. Det glæder mig, at du nu synes, at du er kommet til et punkt i dit liv, hvor dette sidste er muligt for dig, og jeg tror, at du vil mærke, at den energi du tidligere brugte på at håndtere smerten og vreden, nu i stedet kan bruges konstruktivt fremadrettet.
At skrive et brev, hvor du sort på hvidt proklamerer, at du tilgiver og giver slip er en rigtig god idé. Når vi sætter ord på ting, enten verbalt eller skriftligt forstærker det vores intention eller vores følelser. Man kan sige, at det ligesom bliver endnu mere virkeligt. Det ligger godt i tråd med, at Bibelen hele vejen også beskriver, hvor stor en magt, der ligger i det talte ord (det er fx det, Gud skaber med). Hvorvidt din eksmand vil finde det mærkeligt eller ej, kan vi kun gisne om, men når du er i tvivl om, hvorvidt du skal sende brevet, skal du måske nøjes med i første omgang at skrive det for dig selv.
Brug brevskrivningen som en bearbejdning af det hele, som afslutningen på en proces, og læg det så ned i en skuffe, sæt det i en mappe, bær det frem for Gud eller/og brænd det symbolsk. Du kan også arbejde med det ad flere omgange, tage det frem senere og skrive videre på det eller omskrive det. Måske får du en dag lyst til og overbevisning om, at du skal sende det, så kan du jo evt. gøre det til den tid.
Uanset hvad du beslutter, ønsker jeg dig held og lykke med det!
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk