Mange lider af spastifobi!
Mange er bange for at kontakte spastikere, fordi de bliver usikre, oplever den unge spastiker Rasmus, der for nylig fik Gud ind i sit liv.Mange lider af spastifobi, siger 20-årige Rasmus Klausen grinende til Udfordringen.
Rasmus lider af cerebral parese, også kendt som spastisk lammelse, et handicap, der gør, at hjernen ikke kan styre musklerne normalt.
Folk bliver usikre. De går tit hen og snakker med min hjælper i stedet for mig, som ellers meget gerne vil snakke.
Men Rasmus lader sig ikke standse af sit handicap. Han studerer bl.a. sprog på HF i Frederiksværk, og så kommer han i ungdomskredsen i Københavns Kristne Kulturcenter.
Rasmus har altid en hjælper med sig og det var sådan, jeg lærte ham at kende, idet min søn Thomas er én af de faste hjælpere. Han er med ham i hjemmet, på Frederiksværk Gymnasium og efter sommerferien forhåbentlig også på Universitetet. Men også i kirke og til ungdomsmøder. Rasmus er ganske enkelt afhængig af sine hjælpere til madlavning, rengøring, tøjvask, kørsel til træning og andre aktiviteter.
Rasmus er født på New Zealand, hvor hans mor er fra, mens faderen er dansker. Han kom til Danmark i en alder af seks år.
Han har pæren i orden. Afsluttede HF sidste år og supplerer nu med HF-kurser i spansk og engelsk og følger desuden kurser i historie, oldtidskundskab og dansk. Til næste år håber han at blive optaget på Københavns Universitet for at læse kommunikation og IT.
Jeg voksede op i en familie, hvor tro og det overnaturlige ikke var noget, som blev respekteret. Rent ud sagt betragtede mine forældre det at tro på Gud som en emotionel krykke for ustabile mennesker. Det var samtidig en metode for frygtkontrol og en faktor for megen ondskab i verdenen, mente de.
Selv havde jeg derimod en fornemmelse af, at der var noget, som var større end jeg. Men hvad, eller hvem det var, vidste jeg ikke. Men der måtte være en mening med livet, tænkte jeg.
– Hvornår blev du egentlig en kristen?
Jeg blev kristen i sommeren 2007, da jeg deltog i en sommerfestival. Jeg tog til festivalen med mine søskende og min mor. Jeg var skeptisk, men jeg oplevede forskellige ting, som jeg aldrig havde set før. Der var fx folk, der talte højt i tunger. Det syntes jeg var rimelig underligt.
Men jeg så også folk, der tilsyneladende oplevede Guds kraft og nærvær, samtidig med at de mennesker, jeg mødte, havde en fred og en kærlig udstråling. Det gjorde mig mere nysgerrig, fortæller Rasmus.
«På et tidspunkt mødte jeg også prædikanten Christian Hedegaard fra organisationen Evangelist, som havde arrangeret festivalen. Jeg fortalte ham, at jeg med glæde ville tro, hvis jeg oplevede at blive helbredt og kunne rejse mig fra min kørestol.
Jeg sagde det delvist for at provokere ham, da jeg stadig følte, at det hele var noget underligt noget. Han fortalte dog, at jeg skulle søge frelsen først og fremmest, i stedet for at søge helbredelsen.
Set i bakspejlet, blev jeg klar over, at Gud ønskede at møde mig på sine egne præmisser.
Jeg besluttede at bede en bøn, inden festivalens første officielle møde. Jeg bad Gud om at møde mig, hvis han virkelig fandtes. Hvis han gjorde, ville jeg følge ham helhjertet.
Jeg gik den følgende aften ind til mødet. Jeg hørte mange mennesker fortælle om, hvordan Gud havde rørt deres liv. Samtidig fornemmede jeg Helligåndens nærvær på egen krop. Det var ligesom at blive rørt af nogen, man ikke kunne se. Jeg kan endda huske, at jeg kiggede mig omkring for at tjekke, om det nu ikke var min sidemand, der rørte ved mig. Berøringen er svær at sætte ord på, men jeg vidste, det var Gud. Jeg fik både en glæde, en sorg og en skyld. Jeg vidste, jeg havde fået mit tegn.
Jeg bad en synders bøn med en mand, som virkede som den gladeste mand på hele jorden. Mens vi sammen bad den bøn, mærkede jeg fysisk at blive tilgivet og renset. Det var en så intim og ufattelig oplevelse, at jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage. Jeg var ny, alt var nyt.
Jeg fik med det samme en klar forståelse af Romerbrevet 5:1, hvor der står Da vi nu er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved Vor Herre Jesus Kristus.
Det var det første skriftsted, jeg læste som kristen.
– Hvad betyder troen på Jesus så for dig i din dagligdag?
Jeg ønsker at leve tæt på ham. At han må være med i alt, hvad jeg gør i min dagligdag. Så det er ham, der bliver fundamentet for den måde, jeg lever på.
– Du var i en periode tilknyttet Evangelist i Gørløse, hvorfor er du ikke det længere?
På det tidspunkt, hvor jeg valgte at forlade Evangelist, var der problemer i menigheden. Uden at gå i detaljer var det noget, som gik ud over mange mennesker. Det betød, at mange valgte at forlade menigheden. Den beslutning tog jeg også. Jeg har dog stadig gode relationer med dem, der stadigvæk er en del af Evangelist.
– Har dit handicap skabt problemer for dig i forhold til at få kammerater?
Nej, egentlig ikke. Der har altid været spørgsmål i starten. Men med tiden har kørestolen slet ikke fyldt noget i relationerne med andre. Det er naturligt, tror jeg. Ofte er folk jo ikke sikre på, hvad jeg fejler. Så de vil klart have mange spørgsmål samtidig med en frygt for, hvad de må spørge om. Men så snart vi snakker sammen, forsvinder det stille og roligt.
Hvad med fritiden?
Jeg kan godt lide sang og musik. Jeg skriver selv sange og digte, som jeg har optrådt med enkelte gange. Jeg nyder generelt at lytte til alle mulige genrer inden for musik. Jeg kan også rigtig godt lide film, da jeg synes, at det medie er en rigtig god måde at fortælle en historie på. Jeg går tit i biografen og til forskellige koncerter. Jeg læser også min bibel tit, og synes det er spændende at studere den og dens emner. Ellers laver jeg lokalradio en gang om måneden. Og så er jeg også glad for at bruge tid med venner og familie.
– Du laver lokalradioprogrammer sammen med en anden handicappet. Hvad er det for en type programmer?
Verden omkring os er et samtaleprogram på Radio 10fm i Frederiksværk den 2. og 4. fredag hver måned, hvor jeg sammen med min ikke-kristne medvært tager forskellige emner op. Dem diskuterer vi og prøver at nå til en fælles konklusion.
Vi forsøger altid at sætte tanker i gang hos vores lyttere. Jeg bestræber mig på at bibeholde et bibelsk verdenssyn, mens jeg udtrykker mine holdninger, som fx i vores seneste program, hvor emnet var familiemønstre; her fremhævede jeg, at idealet er familier med velfungerende mødre og fædre.
