Nye volontører glæder sig
De tre nye KFS-volontører glæder sig til at inspirere og blive inspireret. De vil fortælle andre om Jesus.
Kristoffer Hummelmose Enevoldsen, Markus Rønn Lind og Casper Thomsen er alle spændte på det nye arbejde, hvor de skal tage rundt og fortælle kristne og ikke-kristne og Jesus.
– Jeg kan godt lide at være en del af KFS, og så kan jeg godt lide, at jeg skal ud og være noget for KFSere og ud og snakke med ikke-kristne om Jesus. Det er vel det, det hele handler om som kristen: At bruge tid på Gud og fortælle andre om ham, og det synes jeg, KFS gør utrolig godt, siger Casper på kfs.dk.
Markus nyder at være sammen med andre mennesker og snakke med andre om deres liv:
– Det er fedt at snakke med dem, der ikke er KFSere, og også at få et blik udefra og spørge: Hvordan ser dit liv ud?
De har alle været på KFSs ledertræning LTC, og nu hvor de skal ind til noget nyt, kan de også godt se udfordringerne:
– Når man som LTCer er af sted på discipeltræf og påskelejr fx, så har man mulighed for at være lidt fleksibel i forhold til, hvor meget man lige er til stede.
Det skal der selvfølgelig også være plads til som volontør, men der har man måske også lige skubbet sig en tand mere ud. Nu er man reelt ansat af KFS og går ikke bare på KFS højskole. Så skal man også turde være det skridt mere tydelig og nærværende mellem mennesker, forklarer Kristoffer.
kfs.dk / Henrik