Planen for verdens genløsning
Når vi ser på, hvordan Jesus tilbragte sit liv på jorden, fremgår det, at han var langt mere omsorgsfuld over for sine disciple end for “verden:” Det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke bekymrede sig om verden, men han lagde særlig stor vægt på Guds folk, og især dem, der var hans disciple.
Af Henry Blackaby & Norman Blackaby
Fra Blackaby Ministries intl.
Grunden til dette var, at de, efter Guds vilje, havde betydning for verdens genløsning. Genløsningen afhang af, hvor trofast hans efterfølgere levede efter og proklamerede evangelierne. Dette var Faderens evige plan og mål: verdens frelse, som hvilede på hans folks omstændigheder.
Jesus, som kendte denne plan, bad inderligt for sine efterfølgere, særligt i Johs.17. Han sagde til Faderen: “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb” (17:15). Han bad også: “Rens dem gennem dit ord, som er sandheden” (17:17).
Jesus gav over for Faderen udtryk for, at han var fuldt og helt klar over den betydning, disse disciple havde for Gud, og at han var blevet betroet deres liv. “Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden” (17:18). Denne udtalelse rummer så megen betydning! Som Jesus i sit eget liv bar den store genløsning, Gud havde planlagt for hele verden, på samme måde ville disse disciples liv, som var Frelseren betroet, repræsentere nøglen til at bringe de gode nyheder om Guds frelse ud til alle nationer. Den ene uden de andre var – og er stadig – ikke tilstrækkelig.
Disciplene skulle sendes ud i den fortabte verden og ikke holdes borte fra verdens trængsler. Denne opgave indebar enhver slags kamp og udfordring på deres tro. Hvis disciplene vaklede eller vendte sig bort fra Guds vilje, ville det påvirke evigheden negativt.
Derfor er det, at Jesus – efter at have bekræftet over for Faderen, at han har fået disse disciple i sin varetægt – beder om Faderens fulde bekræftelse af sit liv og sin tjeneste med sine disciple: Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig (Johs.17:23).
Jesu forbøn for disciplene danner et vidunderligt forbillede for vores egen forbøn, men dette mønster i Jesu bønsliv mangler ulykkeligvis ofte i vores bønsliv i dag, særligt under den fælles bøn i kirken. Vi beder oprigtigt for de fortabte, men forsømmer ofte Guds egne børn, som han har betroet os.
De troende er Guds skat, og de er dyrebare for ham. At overse dem, særligt under forbøn, er et meget stort svigt fra vores side.
Fra bogen Som Jesus bad .
