Artikelserie: Dyk ned i den kristne historie 2
Fra martyrkirke til statskirke
– Kejser Konstantin bruger kristendommen til at give Romerriget en fælles identitet.
De første århundreder af kristendommens historie blev kristne forfulgt. De mødtes i det skjulte, og mange blev martyrer. Men i år 312 skete en afgørende ændring. Kejser Konstantin lovliggjorde kristendommen. Han havde mere gavn af at spille sammen med kirken end af at kæmpe imod den. Kirken voksede sig større og stærkere.
Af Jette Vibeke Madsen
Jette er uddannet
folkeskolelærer.
Kejser Konstantin blev Romerrigets enehersker i år 312. Romerriget var tidligere blevet delt i en vestlig del og en østlig del. Et virvar af romerske kejsere havde bekriget hinanden i mange år, men Konstantin samlede riget igen efter et afgørende slag ved den Milviske Bro.
Tidlige kilder beretter, at Konstantin inden dette afgørende slag fik et syn af et brændende kors på himlen. Ved dette tegn skulle han vinde krigen, lød budskabet. Konstantin lod derefter korset male på sine soldaters skjolde og vandt altså slaget. Han legaliserer derefter kristendommen.
De kristne kan nu frit missionere. De kan samles offentligt. De kan bygge kirker og modtage gaver. Konstantin selv fungerer som kirkens velgører. Han bygger pragtfulde kirker både i Rom og i Jerusalem.
Hans moder, den hellige Helena, rejser på pilgrimsrejse til Israel for at finde kristendommens hellige steder. I kølvandet af hendes rejse bygges Gravkirken i Jerusalem på stedet for Jesu korsfæstelse og Fødselskirken i Betlehem på stedet for Jesu fødsel.
Helena bringer relikvier med sig fra Jerusalem. Blandt andet træ fra Jesu kors og jord fra Golgata. Relikvier havde ikke spillet nogen afgørende rolle blandt de tidlige kristne, som ventede Jesu snarlige genkomst. Men for de nye troende, almindelige mennesker i det kristne romerske imperium, bliver relikvier og helgener vigtige kontaktpunkter for troen.
I Rom bygges kirker på de steder, hvor henholdsvis Peter og Paulus var blevet martyrer. Helgener træder i stedet for de mange hedenske guder, som man havde været vant til at dyrke.
Kejser Konstantin bygger en ny storslået hovedstad, som han kalder Konstantinopel. Hedenske templer nedlægges, og værdigenstande konfiskeres. Kunst- og værdigenstande fra hele den hellenistiske verden bringes til den nye hovedstad, det nye Rom.
Kirken, som så længe har været underkuet, får politisk indflydelse og samtidig bliver den velhavende. Internt er der dog uenighed. I Nordafrika lærer donatisterne, at de, som én gang har fornægtet kristendommen, ikke kan vende tilbage. I store dele af den germanske del af Romerriget lærer arianerne, at der kun er én Gud, og at han ikke kan være tre.
Der havde været teologiske stridigheder siden kristendommens begyndelse. Men kejser Konstantin ville ikke have strid i kirken. Han havde ikke lovliggjort kirken, for at de nu skulle strides indbyrdes. Han havde brug for en stærk kirke, som kunne give et samlet romersk rige en ny og stærk identitet.
Han så for sig et romersk kristent imperium – et imperium i lighed med Alexander den Stores hellenistiske imperium. Han forlangte altså, at de stridende parter mødtes og forligtes. Dette resulterede i et stormøde for biskopper fra hele Romerriget. Ved dette koncil i Nikæa i år 325 optrådte kejseren sammen med biskopperne. Mødet resulterede i den nikænske trosbekendelse, hvori man bekender sig til én treenig Gud. Sønnen er af samme væsen som Faderen, lyder det i bekendelsen. Arianernes lære blev altså underkendt.
Den kristne kirke var katolsk. Udtrykket var blevet brugt siden 100-tallet. Det betyder almindelig eller universel. Ved koncilet i Nikæa blev enheden slået fast. Man havde en udelt universel kirke, én almindelige kirke med den rette tro.
Ved koncilet i Nikæa blev kejseren accepteret af kirken, som kirken var blevet accepteret af kejseren. Samfundet var blevet opdelt i en åndelig og en verdslig del.
Begge parter havde fordele og ulemper af samarbejdet, men umiddelbart flest fordele. Kirkefaderen Eusibus skrev i 300-tallet, at det romerske imperium spillede en vigtig rolle for etableringen af Guds rige.
Fra kejserlig synsvinkel var det snarere sådan, at kristendommen spillede en vigtig rolle for styrkelsen af Romerriget. Kirken blev en del af det romerske statsapparat. Den bliver et middel til at styre folket. Kirken bakkede op om kejserens autoritet, og kejserembedet som institution blev guddommeliggjort.
Kejseren kunne dog ikke fuldtud styre kirken, hvilket den senere historie skulle vise.
I 381 gjorde kejser Theodosius kristendommen til den eneste statsreligion. Mithrakulten var også udbredt i romerriget, men til forskel fra mithrakulten gav kristendommen bedre betingelser til kvinder. Ægteskabet måtte ikke brydes. Mænd skulle være deres hustruer tro.
Kristendommen bredtes blandt alle samfundslag, for hos den kristne gud var der ingen personsanseelse. Alle var lige for Gud. Kristendommen gav håb om udfrielse efter døden. Ud over en stærk gruppeidentitet var den også præget af stor velgørenhed.
Kristendommen var vokset til at blive en flertalsreligion. Det var ikke længere en lille undergrundsbevægelse i en fjern afkrog af verden. Romeren Pilatus havde givet ordre til at korsfæste Jesus omkring år 30. Godt 300 år efter er kristendommen Romerrigets statsreligion.
Efter Theodosius død i år 395 bliver Romerriget igen delt i et øst- og et vestrige.
Den vestlige del af Romerriget, det nuværende Vesteuropa, bestod af germanske folkeslag. Disse germanere var hovedsageligt analfabeter, i modsætning til folk i det Østromerske Rige. Selv de germanske konger var oftest analfabeter. Derfor indtog kirken en vigtig administrativ plads.
Klostre var opstået i kølvandet af kristne eneboere, eremitter. Eremitterne havde søgt til afsidesliggende steder for at leve ensomt i bøn og gudsdyrkelse. Efterhånden havde de slået sig sammen i grupper, som havde dannet klostre.
I klostrene kunne de leve afsondret fra den verdslige verden. Klostrene var opstået i Østromerriget, men i 400-tallet kom de også til Vesten.
Klostrene inddrages nu i statsapparatet og bliver på flere måder kejserens forlængede arm. De forestår undervisning, studier og kommunikation. De indsamler bøger og relikvier. Det intellektuelle liv udgår fra kirker og klostre, og intellektuelle miljøer uden for kirken forsvinder langsomt.
Kristendommen bygger på skrevne overleveringer, og i et folk, som ikke kan læse, får biskopper, præster og munke forholdsvis stor magt. Man er afhængig af deres intellektuelle kompetencer, og kun de kan formidle religionen.
Det bliver sværere og sværere at forsvare Romerrigets grænser. Det vestromerske imperium splittes og går mere og mere i opløsning. Under kejser Augustus var der veje fra nord til syd, og kommunikationen var effektiv. Men vejene forsvinder, og kommunikationen bliver vanskelig.
Fra år 476 kommer Rom under germansk herredømme. Byer havde været centrale for den romerske administration, men de skrumper ind. Klostrene overtager i større og større grad byernes funktion. De bliver sociale enheder, storgodser med produktion af fødevarer, håndværk og kunst. De bespiser de fattige og fungerer som herberger og skoler.
Samtidig med at det vestromerske imperium falder fra hinanden, vokser det kristne universalrige inden for det gamle imperiums grænser. Kirken overlever det antikke Romerrige.
