Indbyder 1.000 mennesker til at bevidne fundet af Noahs Ark

Fonde har afvist at støtte de videnskabelige undersøgelser af et bemærkelsesværdigt fund på Mt. Ararat, som kan være Noahs Ark. Nu inviteres i stedet 1.000 mennesker til at komme til Tyrkiet, mens videnskabsmænd undersøger fundet i juli og august.Hvis 1.000 mennesker er til stede, mens videnskabsmænd undersøger fundet, så kan man ikke længere fortie det.

Det nyeste fund er beskrevet i Henri Nissens bog
”Noahs Ark. Historien og det store fund.” 2010.

Det er idéen bag et usædvanligt initiativ fra folkene, som i maj 2010 offentliggjorde et meget stort fund af en trækonstruktion på Mt. Ararat i Tyrkiet.
Selv er de overbeviste om, at det er Noahs Ark, de har fundet.
Fundet er nemlig gjort helt oppe i 4.200 meters højde på det mægtige Ararat-bjerg. Og da man véd, at der aldrig har været menneskelig beboelse oven for 3.000 meters grænsen, overrasker det store fund.

Hemmeligholdt i to år

Gruppen, som består af kinsere fra Hong Kong og et kurdisk bjerg-team under ledelse af guiden Ahmet Ertugrul (Parasut), fandt den over 100 meter lange træstruktur under is og sten allerede i 2008.
Men i to år hemmeligholdt de fundet, mens de undersøgte det. Bl.a. blev noget træ sendt til K14-datering, og resultaterne pegede på en alder på ca. 4.800 år.
Ifølge den bibelske kronologi drev Noahs Ark rundt på en verdensomfattende syndflod for ca. 4.350-5.000 år siden.

Dr. Price såede tvivl

Kineserne bad en amerikansk bibelarkæolog, dr. Randal Price, om at deltage i udforskningen af fundet. Men kemien mellem amerikaneren og den kurdiske guide slog snart gnister. Efter flere sammenstød forlod amerikaneren Tyrkiet. Dog først efter selv at have besteget bjerget i et forsøg på at finde arken. Kurderen havde imidlertid ikke givet ham præcise anvisninger, så der kom ikke noget ud af Prices ekspedition.
Til gengæld beskyldte Price kurderen for selv at have bragt træstrukturen op på bjerget. Og det har skabt stor forbeholdenhed over for fundet.

Ingen fonde

Det er især derfor, at det endnu ikke er lykkedes den kinesiske gruppe, Noahs Ark Ministries International (NAMI), at skaffe støtte til en videnskabelig udforskning.
I april henvendte kinesernes kontaktperson Clara Wei sig til bl.a. undertegnede for at få kontakt til verdslige tv-selskaber og fonde, som kunne finansere en videnskabelig undersøgelse, der skulle feje tvivlen til side.
Men det lykkedes ikke at skaffe de ca. 400.000 Euro.

Hollandsk idé

”Det er klart, at en sådan ekspedition koster en masse. Derfor har vi søgt fonde, men hidtil har det været meget svært på grund af den negative omtale af et sådant kontroversielt emne i en verden, hvor evolutionsteorien hersker,” siger ark-researcheren Gerrit Aalten. (Han optræder også på den video-dokumentar, som Udfordringen har produceret.)
”Derfor er vi kommet på ideen om at rekruttere øjenvidner, der så også vil være en del af finansieringen og ekspeditionen. Selv hvis det viser sig ikke at være den legendariske ark, er det er en meget interessant arkæologisk opdagelse,” siger Aalten, der ikke selv er i tvivl om, at dette må være arken.

Fundet er ægte

En amerikansk arkæolog, uddannet på Harvard, dr. Joel Klenck, har allerede sagt god for, at fundet er ægte – at det er meget gammelt og ikke konstrueret – mens han overlader til andre at bedømme, om det virkelig er Noahs Ark.
Men dr. Klenck er straks blevet angrebet af modstandere, som bl.a. har forsøgt at fjerne hans troværdighed ved at hænge ham ud for ikke at have betalt hustrubidrag, m.m.
Tonen er meget uforsonlig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



1000 vidner lyver ikke

Planen er nu, at et team af forskere sammen med guiden Parasut og kineseren Panda Lee skal arbejde på fundstedet i 4200 meters højde fra 16. juli – 8. august 2012.
Forskernes base-camp vil ligge i ca. 2800 meters højde på grund af ilt-forholdene.
Denne lejr vil de besøgende på skift få mulighed for at besøge, så de kan tale med forskerne og se de effekter, de bringer med ned fra fundstedet.
Guiden Ahmet Ertugrul siger:
”Folk kan bare komme og se. Vi har intet at skjule.”
Panda Lee er også begejstret for at så mange vidner skal til Mt. Ararat, men tilføjer:
”Misforstå os nu ikke: Disse tusinde mennesker får ikke lov til at besøge selve fundstedet, da det er et vigtigt arkæologisk fund. Men de vil blive præsenteret for det rå og upoleret bevismateriale direkte fra fundstedet.
Vi vil være i stand til at bevidne forskerne på arbejde ved hjælp af videoforbindelse.”

To muligheder

De 600 Euro (4500 kr.), som man skal betale for at være en af de tusinde vidner, dækker rejseudgifterne fra Istanbul og frem til Øst-Tyrkiet, transport og ophold, trekking og ophold på hotel. Den almindelige pris for de samme ture fra rejsebureauerne er normalt 750 Euro.
Derudover skal man selv betale for flyrejsen fra Europa til Istanbul. Normalt ca. 2.500 kr.

To tur-muligheder

Rejserne foregår dagligt i perioden fra 16. juli – 8. august .
Man kan vælge mellem:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Trip A – En 6-Dages Tur hvor man bor på hotel.
Dag 1: Ankomst til Istanbul. Mad på Galata Bridge. Hotel.
Dag 2: Fly fra Istanbul til Kars. Besøg i den historiske kristne by Ani og Kars-borgen. Bytur.
Hotelophold i Kars.
Dag 3: Rejse til Dogubayazit. Besøg undervejs i Salthulerne i Tuzluca. Besøg i Igdir by. Hotel i Dogubayazit.
Dag 4: Dogubayazit. Ishak Pasa Palace; Urartu klippeborg, landsbyer, meteorkrater og varme kilder.
Dag 5: Besøge basecamp i 2,800 m på Mount Ararat, møde videnskabs-team. Video fra undersøgelser i 4.200 m.
Tilbage til hotel i Dogubayazit eller camping ved basecampen, hvis det ønskes.
Dag 6: Rejse til Kars lufthavn.

Trip B – En 7-Dages Tur med Trekking Tour til toppen.
Dag 1: Ank. til Istanbul. Mad på Galata Bridge. Hotel.
Dag 2: Fly fra Istanbul til Kars. Besøg i den historiske kristne by Ani og Salthulerne i Tuzluca. Hotelophold i Dogubayazit.
Dag 3: Transport fra Dogubayazit til base camp i 2,800 m.
Dag 4: Trekking op til high camp i 4,200 m. Rygsække bæres af heste og bærere.
Dag 5: Kl. 2.00 om morgenen traver man op til toppen i 5.165 m. Derefter ned til base campen og møde forskerne. Video osv.
Dag 6: Dogubayazit. Ishak Pasa Palace; Urartu klippeborg; Spa i varme kilder.
Dag 7: Afg. til Kars lufthavn. Fly til Istanbul.
(Opholdet kan forlænges for egen regning på begge rejser.)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ark-researcher Gerrit Aalten.

Man kan få mere at vide ved at skrive på engelsk til Gerrit Aalten på arkinsight@gmail.com og tilmelde sig ved at sende navn og adresse til e-mail-adressen: arkwitnesses2012@gmail.com
Nuhararat, et rejsebureau i Istanbul, vil organisere turen.Website: www.Nuhararat.com.
Ansøgere vil blive kontaktet for bl.a. at få en officiel tilladelse til at bestige bjerget – normalt skal det ske en måned før.
Så der er ikke megen tid til at betænke sig.