Britta sagde nej tak til kemo – og levede i 16 år
I 1994 fik den kristne sjælesørger Brita Krarup, København, konstateret brystkræft. Men hun fortalte ikke straks til familien, at hun havde fundet en knude i brystet.
Britas brors kone, Grethe Krarup, var nemlig på det tidspunkt dødeligt syg af brystkræft. Hun fik kemoterapi i tre omgange og døde under den sidste behandling.
– Brita og jeg sad på hospitalet ved Grethes seng, fortæller søsteren Hanne Grüner, og vi sagde dengang til hinanden, at vi nok aldrig ville vælge kemoterapi.
Vi vidste ikke dengang, at Brita selv ville komme til at stå foran det valg meget snart. Men et halvt års tid senere, da sorgen var kommet lidt på afstand, fortalte Brita så, at hun også havde fået brystkræft.
– Brita levede meget nært sammen med Gud. Også i denne sag spurgte hun Gud om vejledning. Hun oplevede, at hun fik ord, som gjorde det klart for hende, at hun ville dø af kræften, men at ALT var vel.
Og det havde hun fred i. Hun var helt afklaret med hensyn til det evige liv og vidste, hvor hun gik hen, nemlig til Gud i himlen.
Jeg har hverken mand eller børn at tage hensyn til, sagde hun og afslog at få hele brystet fjernet, så hun fik kun kræftknuden opereret. Syv år senere fik hun dog fjernet brystet.
Der blev lagt et stort pres på hende for at modtage den anbefalede kemobehandling, men dette afslog hun hele vejen igennem. Hun udtrykte klart, at i den tid, hun havde tilbage, var det ikke livslængden, der var det vigtiste, men livskvaliteten.
I hele forløbet lagde hun sit liv i Guds hænder, fortæller søsteren Hanne.
Brita døde ikke så hurtigt, som det var forudset. Hun levede faktisk i 16 år. Sent i forløbet fik hun også en en svulst bag øjet og fik strålebehandling med god virkning. Kræften spredte sig mange steder den sidste tid.
Til trods for sygdommen fortsatte Brita Krarup langt hen ad vejen med at hjælpe andre mennesker åndeligt og psykisk i sin rådgivningstjeneste på 3. sal i Kulturcentret.
Ærligt og uforbeholdent fortalte hun på en humoristisk – og ofte selvironisk – måde om sine svagheder.
Brita var præstedatter. Faderen var præst i folkekirken i Stagstrup i Thy i 18 år og i 7 år i Skanderup ved Lunderskov.
Selv valgte Brita efter en livsforvandlende Helligånds-oplevelse at komme i forskellige frikirker. Hun var aktiv i Unge Kristne og gruppen omkring Johannes Facius og huset Soli Deo Gloria i Knabrostræde. Også i Oasebevægelsen, Missionsforbundet og andre frikirker færdedes hun hjemmevant. Gradvis voksede omfanget af den rådgivningsvirksomhed, hun følte sig kaldet til at tage op.
– Britas havde en ægte længsel efter at møde Jesus på den anden side af døden, fortæller broderen Hans Jakob Krarup.
– Få har så længe som Brita været i dødsskyggens dal. Men dødsskyggen kvalte aldrig livsmodet og glæden. Til det sidste bevarede hun sit fantastiske, glade smil og sin begejstring. Levende fulgte hun stadig med i families og venners liv. Hun kunne af hjertet sige med Paulus:
for mig er livet Kristus, og døden en vinding.
– Da Brita døde, var der nogen, der sagde: Så fik hun da fred. Men jeg svarede: Nej, freden havde hun hele tiden, fortæller Hanne.
Også hun er blevet ramt af kræft flere gange. Da hun for halvandet år siden fik konstateret lymfekræft, var der kun en form for behandling, og det var skrap kemo.
– Jeg måtte revurdere min holdning til og modvilje over for kemoterapi. Men det endte med, at jeg tog imod behandlingen. Det blev et rigtig slemt år, og undervejs var der frygt for, at jeg måske ikke kom igennem det med livet i behold. Min krop er ret svækket efter kemoen, og der er bivirkninger, som aldrig forsvinder. Men jeg har overlevet, og det er jeg dybt taknemmelig for.
