Kan døde blive levende?

Gud greb fat i Ezekiel, løftede ham op, lod ham se en masse tørre ben – og derpå profetere dem til live.
Gud er stadig den samme. Også i Danmark!- Det er lettere at prædike for levende end for døde. Men Ezekiel kaldte de døde ben til live, da han profeterede over dem.
Af Charlotte Gambill
Pastor i Abundant Life Church, Bradford. Dette er uddrag fra en tale med titlen ’Kaldets værdi’ på
Sommercamp i Mariager 2012

Når jeg skal i biografen med mine børn, tjekker jeg først præcis, hvornår min film starter. Så kan jeg spare både tid, toiletbesøg og popcorn.
Men sidste gang nåede jeg det ikke, så jeg kom til at se forfilmen. Da sagde Helligånden til mig: Du har så travlt med at nå frem til det vigtigste, at du går glip af de mange eventyr og historier, som jeg har til dig.

Jeg tror, mange af jer er trætte og utilfredse med det sted, hvor I er. I ser på målet, men mens I er på vej, mister I modet og bliver mere trætte. Gud ønsker, at I sætter jer ned og lægger mærke til det, der er på vejen. Ser de relationer, I har.
Da jeg så trailerne, blev jeg begejstret. Der fandtes bedre film end den, jeg havde valgt. – Måske har vi også tunnelsyn, når det gælder Danmark. Der er ting, som kun Gud kan se.

Ezekiel var Guds profet. Han viste, hvad himlen viste af film, og sagde, hvad Gud sagde. Men han blev træt i sit arbejde. Folk ville høre, hvad der skulle komme, men de ignorerede det. De lyttede til ham, som om han bare var en slags underholdning.
Men i Ezek. 37 tager Gud Ezekiel til biografen for de himmelske film. Han får lov til at have hovedrollen. Gud greb ham. Du har brug for, at Gud griber fat i dig igen. Nogle af jer gør, hvad Gud kalder jer til, men I har mistet glæden. Når nogen griber fat i dig, får du et chok. Det siger: ’Hej, vågn op’.
Hvad er dit problem? Husk, at du ikke sover i løvekulen. Du har ikke et problem med Farao, som forfølger dig. Du vil stå i himlen sammen med mennesker, der blev halshugget for deres tro.
Guds vil gribe fat i dig og sige: Nogle dage er forfærdelige, men jeg er Gud, og du er min tjener!
Jeg er glad for, at Gud ikke bare prikkede Ezekiel på skulderen. Han greb fat i ham.
Gud vil gribe fat i i dig. Og måske skal han gribe fat i dig, hvor det gør ondt.

Vi elsker at blive løftet op. – Løft mig op fra min mareridts-kirke. Lad os blive her og tilbede på Sommercamp!
Hvis vi ikke er forsigtige, kan vi bygge en kirke, som kun er løftet og svæver på skyerne. Men hernede har vi arbejde at gøre. Skyen kommer senere.
Det er vigtigt, at vi tillader Guds Ånd at løfte os, når vi har behov for det. Får undervisning og lovprisning, som løfter os. Men du kan ikke blive deroppe.

Gud greb Ezekiel og løftede ham. Men Gud satte ham ned igen. Ikke på Bahamas eller på et plejehjem eller i et smart kontor.
– Guds ånd førte mig ud i en dal fyldt med menneskeknogler. De var helt indtørrede, og Herren førte mig i en bue rundt om dem.
Det var en dal uden håb og liv. Gud vil løfte dig og sætte dig ned i din dal.
Du skal ikke se knoglerne og løbe væk for at blive løftet igen. Du skal gå frem og tilbage for at se de nedbrudte gader i din egen by. Det vil minde dig om, hvorfor du er, hvor du er. Du skal ud blandt knoglerne.

Gud stillede Ezekiel et spørgsmål, som han også vil stille dig: Kan de knogler blive levende? Hvad tror du? Gud ved, at han er almægtig og kan gøre de døde levende. Kan der blive vækkelse? Kan kirken i Danmark rejse sig, så folk flokkes til?
Ezekiel svarede: ’Herre, det ved kun du’. Gud sagde: ’Profetér over disse tørre knogler’. Med andre ord: begyndelsen på dette mirakel er ikke i himlen, men i din mund. Tal i overensstemmelse med det, du tror skal ske. Du skal ikke tro, at Djævelen er så stærk i din by. Vi skal få styr på vores mund, hvis vi vil se store ting.
Profetér og lyt til budskabet fra Gud. Han siger: Jeg vil ånde på jer, og I vil blive levende. Da vil I indse, at jeg er Herren. Det kan lære os noget.
Ezekiel skulle profetere på en bestemt måde. Gud talte til knoglerne: I tørre knogler … jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen. Jeg vil sætte kød og sener på jer og dække jer med hud, og jeg vil blæse min livsånde ind i jer.
Alle delene kaldes til deres rette plads. Muskel-kirken skal finde sammen med en knogle-kirke. I skal ikke være tilfældige knogler, der er spredt ud over dalen.

Fjenden vil sprede kirken. Han håber, at du aldrig vil forstå, at du er en del af en større helhed. Din brik skal blive en del af Guds store billede. Det skal vi profetere over. Find ud af, hvor du passer ind, og gå derhen.
Da Ezekiel profeterede, begyndte noget at ske (v. 7). Han hørte en raslende lyd. Benene rørte på sig, og kroppene blev samlet af knogler, muskler, sener og hud. Men de var stadig døde.
Lyden i kirken er ikke særlig stærk, men den er der. Englene glæder sig, når den ene kirke møder den anden.
Du tænker: Jeg er bare en tør gammel knogle’. Men det er fjendens løgn. Ligesom et puslespil hvor der mangler en brik. Den brik, der mangler, er mere vigtig end alt andet. Du flytter møblerne og stikker hånden ind i hundens mund for at finde netop den!
Tænk, hvad Gud føler, når han ser, at der er brikker, der mangler. Du kan ikke undskylde dig. Gud bygger et større billede end din personlige knogle. Vi har brug for, at alle delene skal komme sammen. Vi hører lyden af ting, der samler sig – også i en vis grad på Sommercamp.

Du, menneske, skal profetere og kalde livsånden fra de fire verdenshjørner. Det er enighedens ånd, som skal fylde os, så vi ikke bare er samlede her til Sommercamp.
Vi er nødt til at profetere, indtil ånden svarer til kroppen.
Så profeterede jeg, som han havde befalet mig. Straks kom der livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær.
De tørre knogler i vers 11 er Israels hus – eller ’Danmarks hus’. De siger: Alt er håbløst…Profetér derfor til dem og sig: Mit folk, jeg vil lukke op for jeres grave og føre jer ud af dem og bringe jer hjem til Israels land. Når jeg gør det, vil I indse, at jeg er Herren. Jeg sender min Ånd ind i jer, så I får nyt liv og kan vende hjem til jeres eget land. Til den tid vil I erkende, at jeg er Herren, og at jeg har opfyldt mit løfte til jer.’
Vi skal ikke spilde tiden med at være i skyen eller være i dalen og blive mismodige. Apati vil ikke bringe døde til live igen. Hvis vi mister modet, skal vi sige: ’Gud, grib fat i mig. Gå frem og tilbage med mig i dalen. Lad mig blive brudt for de fortabte. Du ser mig som en brik i puslespillet’. Gud er det umuliges Gud. Han kan vende alting på hovedet. Men han ser efter dit svar på spørgsmålet ’Kan disse ben blive levende?’

Måske fandt du ikke de sener, som du skulle knytte dig til. Eller du brød dig ikke om huden, og de mennesker ligner ikke din type mennesker. De er ikke dit valg af film. Men Gud vil, at du skal sætte dig ned og se noget.
Himlen siger. ’Kom nu’. Der er en raslen. Men du må spille din rolle. Kom nu, vi kan gøre det! Profetér til livsånden!
Det første skridt er at lade Gud gribe fat i dig igen. Gud må gribe hårdt fat i nogle af jer. Måske er du i kirken og synger og danser og lovsynger med de bedste. Men indeni er du faldet i søvn. Er det det hele? Fjenden vil elske at kvæle din ånd, så du bliver som Samson, der solgte sin styrke til fjenden.

Du føler, at du spiller en tragedie. Men Gud har en Indiana Jones-rolle til dig. Du er den, der søger den forsvundne skat. Du ser det ikke, mens du er en isoleret brik. Men når du kommer sammen med andre, bliver din lille brik lidt modigere. Lad ikke Fjenden få dig til at tro, at du ikke har styrke og tro. – Er det ok med dig, hvis kirken endnu sover i ti år – eller hvis vi ikke enes? Det, som du er ok med, vil du leve med.
Rejs dig og sig: Jeg vil gerne gribes af Gud igen. Ryste apatien af mig. Jeg vil ikke være tilfreds med det middelmådige. Mine bedste dage ligger foran mig. Mit liv kan gøre en forskel. Lad os give plads for Gud!
Gør dit hjerte klar. Sig: ”Jeg slår autopiloten fra. Jeg giver mit liv til dig igen. Gud tag fat i mit liv og mit hjerte igen!”

Charlotte Gambill er en af talerne på kvindekonferencen i Kulturcenteret i København den 14. -15. september.